SONY DSC

Projekt gå-tidligt-i-seng

Jeg bliver temmelig meget udfordret i mit projekt med at sove mere – og tidligere.

Det er både mig selv, men også ungerne, der giver udfordringer. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvem der er værst. Det er måske mig selv… Jeg er (stadig) temmelig dårlig til at få snøvlet mig i seng. Selv de dage, hvor jeg er træt. Det er simpelthen SÅ dumt. Men jeg kan bare så godt li at sidde i sofaen og hygge mig med strikketøj, tv og min mand ved min side.

Dog er jeg blevet opmærksom på, at jeg faktisk følte en smule mere overskud, når jeg faktisk havde sovet mere. Så jeg er opmærksom på det!! Og når vi ikke lige er midt i et afsnit af en serie, så går jeg op og børster tænder kl 22, og prøver at lægge mig til at sove inden 23.

Men, men, men træerne vokser jo heller ikke ind i himmelen her. Så når jeg endelig får taget mig sammen til at gå tidligt i seng, så er der børnene, der vågner og vil putte i vores seng, eller bliver syge og vil sove i vores seng.

Jeg er ikke som sådan imod børn i sengen – de falder begge i søvn i deres egne senge (de fleste nætter uden problemer) – jeg sover bare bedre, når der ikke ligger to børn og mosler, hiver mig i håret og snorker (eller bare trækker vejret tungt) på hver side af mig. Jeg synes det er hyggeligt at sove med børnene – når de blot vil sove – men jeg sover altså bare mindre godt.

Sveske kom ind på sit eget værelse at sove, da hun var ca. 5 måneder, fordi hun vågnede meget, og vi satsede på, at det ville blive bedre på hendes eget værelse. Det blev det dog ikke just, så hun blev ammet meget i søvn, vugget til ro, båret rundt, og puttet MEGET, MEGET nænsomt ned i sin egen seng. Når hun sov HELT, for ellers skreg hun. Og det var selvsagt kun mig, der kunne det. Måske fordi hun blev ammet i søvn… Vi blev tæt knyttet sammen, og jeg kan for det meste trøste hende bare ved at være hendes mor og kramme hende. Men hun lærte først at falde i søvn i sin egen seng da hun var over 2,5 år, og jeg havde fået nok af, at vi var en baby, en pige og to voksne, der var vågne om natten, fordi et af børnene skreg – og vækkede os andre. Pt er hun så træt efter lange dage i børnehaven, at hun falder i søvn få minutter efter hun er puttet. Hver nat vågner hun og kommer trissende ind i vores seng, og da hun har ligget rigtigt meget i smørhullet – og selvfølgelig ikke altid bare gad at sove – så er hun god til bare at putte sig mellem os eller ved siden af mig, og sove videre med det samme. Nogle gange opdager jeg det end ikke.

Men hendes lillebror derimod, han har altid været god til selv at falde i søvn. I sin egen lift og senere seng. Hans forældre kunne nemlig sagtens huske hvordan de kæmpede med storesøsteren. Det betyder blot, at han som ca. 2 årig nogle gange ikke sover så godt om natten (det er en fase, det er en fase, I know…!), og hvis vi ikke orker at rende i pendulfart mellem dobbeltsengen og tremmesengen, så henter vi ham ind i vores seng. Hvor han ikke er ret god til at sove. Så nogle gange ender det med 2-3 timers stille og rolig, halvsovende kamp mod at blive hevet i håret (han elsker det – jeg hader det, men mit hjerte smelter dog, når han efterfølgende siger “fordi gu æ sød”) og at få flået dynen af, fordi han vil have benene ovenover (vi har en dobbeltdyne). Til sidst giver en af forældrene op, og render i pendulfart en halvtimes tid indtil drengen sover (glad og) godt i sin seng.

Nå, men egentlig burde dette indlæg have heddet “Man sover da om natten?”, for den kladde har nemlig længe ligget og ventet halvvejs skrevet i mit hoved.

Men for at komme tilbage til sov-tidligt projektet, så er status, at jeg kæmper en hård kamp for at komme tidligere i seng.

Jeg kæmper videre mod mig selv og mod små-terrorister i min seng.

Og nu vil jeg så smutte i seng. Sov godt derude  – jeg håber I nåede i seng inden 22 i dag ;o)

SONY DSCPå vores efterårsferie sov børnene sammen (vi lå ved siden af på madrasser)

3 comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>