Påskepasning

Så er det næsten påskeferie – jubii!! Hvor bliver det dog dejligt med nogle dage med familie-tid og masser af den. Men inden da skal de sidste par hverdage lige overstås. Og det indebærer en ny institution til vores lille sveske…da der er sampasning i alle ferier pga besparelser. Og selvom vi i sidste uge havde været en tur dernede og kigge og mødt den ene af de pædagoger der ville være tilstede mandag morgen, og ungen næsten ikke var til at drive med hjem efter hun havde fundet en spændende jeg-trykker-på-dig-og-du-siger-en-lyd-legetøj-ting, så var det alligevel noget HELT andet at blive efterladt dernede.Hun brød fuldstændig grædende sammen da hun blev overladt i armene på den (næsten) ukendte pædagog. Vi har aldrig oplevet den reaktion før, så det var rigtigt hårdt for os alle 3. Faren var også meget, meget tæt på at gå tilbage og flå sin datter ud af armene på damen og tage hende med på arbejde. Men vi måtte jo af sted på arbejde, så i stedet måtte vi bekræfte hinanden i at det var ok. Selvom min mand blev ved med at sige » det er det værste vi har gjort ved hende! Hun føler virkelig at vi bare efterlader hende.« (Og det gjorde vi jo også…) Heldigvis(og måske forudsigeligt nok) så sad hun fint i en stol og legede et kvarter efter vi have forladt hende. Men det var en hård dag at være mor og far – og en lang dag. Men selvfølgelig sad hun om bordet med ene kendte børn og voksne fra hendes egen vuggestue da hun blev hentet om eftermiddagen og hyggede med sin medbragte frugt og så hel ud stadigvæk. Hun havde endda lært at sige noget nyt: » min mor henter mig « og det sagde hun med et kæmpe smil og stolthed i stemmen som hun sad der på stolen. Og hun sagde det resten af eftermiddagen og aftenen også. Lige nu ligger hun i sengen mellem sin mor og far og drømmer noget utroligt. Hun vågner med et sæt og siger » nej nej « eller »(klynk, klynk) nej min tur «eller » fars cykel væk «. Så der er nok en masse indtryk der skal sættes på plads.

One comment

  1. Ja, det er bare ikke sjovt med hårde afleveringer :( Dem har jeg godt nok haft MANGE af, og de er der stadig, selvom Kongen bliver 3 år om tre måneder. Men som manden i huset så rationelt siger, så har de det jo godt, så snart man er gået, og de reagerer kun sådan, fordi de elsker en højt og er mest trygge hos en og helst vil være hos en hele tiden. Men det bliver det ikke nemmere af, når ens allerkæreste minder om en, der er ved at få et nervesammenbrud, når man går fra vuggestuen :(

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>