Hvordan jeg prøver at rydde op i mine projekter

Ih hvor kan jeg rode. Både fysisk i form af krea-ting, klippet stof, hækletøj, strikkepinde og garn og så videre, og så videre… men også i psykisk form, hvor der er mange ting der ligger og roder og fylder i mit hoved. Det er for tiden bl.a. at vende tilbage til arbejdet igen (engang…), om der kommer en plads i en vuggestue til prutfisen, at vi snart skal flytte og en masse andet. Men i dag har jeg så været ved at rydde op i noget af alt sytøjet. Alt det der ligger og fylder og roder, og som ikke kun roder her i lejligheden, men i den grad også i mit hoved. Og nu SKAL der skæres ned på antallet af påbegyndte krea-projekter, der ligger her og der og venter på at jeg har tid til at fortsætte. Åh, hvem der bare havde al tid i verden. Nå, men her er nogle af de ting jeg fik gjort færdige i dag: Shorts til Sveske og hendes kusine, der har fødselsdag på søndag. De er helt geniale med strømpebukser indenunder – hele året.

Endnu en hjorte-kjole. denne gang lille med hjorte-kant. Og ingen lommer. Den er syet lidt kortere og lidt smallere end den forrige, så den passer lidt bedre til Sveske. Jeg har dog endnu ikke fået syet knapper i…(så den ligger stadig og roder lidt i baghovedet)

“Drenge-farvet” sengetøj til prutfisen. Det bliver puttet på dynen i barnevognen, da han snart skal have sig en varmere og større dyne (og min mor har købt en dejlig en til ham i julegave). Den der titte-kant voldte mig nogle overvejelser og udfordringer, så det har faktisk ligget temmelig længe og ventet på at jeg skulle tage mig sammen. Resultatet er blevet flot synes jeg, og jeg er tilfreds.

Og nu er det så vist ved at være jeg-går-i-seng-tid. Jeg vil ind og putte mellem Sveske, som vågner hver nat og kommer ind i “fars seng”, og Prutfis, der varmer sine kolde hænder hos sin mor, når han spiser et par gange i løbet af natten. Det resulterer i, at det ikke altid er så meget plads jeg har at sove på. (HURRA for barsel…frygter den dag den grumme og virkelige hverdag overfalder os!!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>