20130922_101920

Halvmaraton #6 – Mine ben virker igen!

Efter søndagens halvmaraton, som var en succes (som jeg vender tilbage til nedenfor), så begyndte mine ben i onsdags at kunne bøje, og dermed bruges til at gå på igen. Jeg skal hilse og sige, at det er op ad bakke med tunge løbeben og nyerhvervede dame-støvletter.

Selve løbet gik rigtigt godt. Vejret var perfekt løbevejr, og jeg følte mig rimelig overskudsagtig hele vejen. Faktisk var den sidste km også den hurtigste jeg løb. Så siger min totalt seje løbevilde kollega, at man har disponeret rigtigt. 

Starten gik ikke helt som planlagt. Det gik faktisk allerede galt lørdag, hvor vi var inviteret til fødselsdag, og i stedet for sund løbemad, fyldte jeg mig med fisk, pølser og kager. Da vi kom hjem herunder aften, måtte jeg derfor tvinge en portion pasta med pesto og kylling ned, selv om jeg ikke følte sult ovenpå at have spist hele dagen.

Da jeg så forsøgte at komme tidligt i seng, så jeg kunne være klar og frisk til løbet, syntes begge unger, at de skulle skrige. Og de kunne begge to kun bruge deres mor. Som i at de skreg endnu mere og endnu højere hvis faren kom. Og endnu engang var det en lose-lose-situation for os alle (Maren har lavet en fin tegning, der passer perfekt, den med faren på). Nå, men vi fik da sovet, og kom tidligt op og fik spist morgenmad i god tid. Så skulle jeg ud af døren, og cykle af sted til løbet, så resten af familien kunne følge efter i bilen, når starten var gået. Sveske skulle lige hjælpes i tøjet, og der var også lige 117 andre ting jeg skulle ordne. Så jeg kom af sted i rimelig dårlig tid. Det er ikke som sådan noget nyt, for jeg er kronisk 5-10 min for sent på den. Alligevel skulle jeg jo helst ikke bruge al min energi på cykelturen, så det var med at cykle forholdsvis hurtigt på en afslappende måde. Det lykkedes vist. Men jeg var så sent på den, at jeg måtte skynde mig at tisse bag nogle biler, og derefter påsætte løbenummer mens jeg fandt musik på telefonen, drak en juice og gik ned til startområdet. Mens jeg gik der, var der en venlig dame, der i højttaleren sagde “nu er der 2,5 min til start”. Jeg nåede på plads bagerst i feltet, fik juicen drukket op, og strukket benene ud. Og så gik starten. Og jeg opdagede, at min ene sko nok var lidt for stram at løbe 21km med. Så måtte jeg snøre den om, og var dermed klar til at løbe over startlinjen, da de andre bagerste var 10 meter forbi.
Puha!! – mod alle odds kom jeg af sted!

Og faktisk var det perfekt at løbe bagerst. Jeg slap for at blive overhalet af alle de seje hurtigtløbende marathonkvinder, hvilket virkelig ødelægger motivationen. I stedet overhalede jeg folk hele vejen til mål.

Jeg havde mit private heppekor med, bestående af mand og børn, der stod to steder på ruten og ved mål, samt min seje løbevilde kollega, der også både stod på ruten og ved mål, og som virkelig er et kæmpe forbillede for mig. Hun er over 60, og har løbet vildt mange halvmaratons, og hun har givet mig mange gode råd under min træning. Hun var helt sikkert også medvirkende til, at jeg løb mit første halvmaraton i september 2009. Det var virkelig skønt med opbakning under løbet. Også selvom jeg følte mig ret godt løbende hele vejen. Jeg gik ikke (sukker)kold ved 18 km, som jeg gjorde i 2009, og jeg nåede i mål indenfor de to timer.

Der blev en lang smøre, og egentlig ville jeg bare sige at jeg nåede mit 3. halvmaraton i tiden 1:56:36
Jeg var rigtig godt tilfreds!!

(Bemærk også støvlerne på billedet…er man blevet rigtig voksen og damet, når man har købt sine første rigtige støvletter?)

2 comments

  1. Det er ikke støvletterne der gør dig til en rigtig dame, det må mere være det at du fik gennemført trods forhindringer og stadig insisterer på at have støvletterne på :-)

    Sejt gået.
    KH Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>