Håbløs godnat-putning, bye bye (håber jeg)

I dag faldt min lille, dejlige (næsten 3 årige) sveske selv i søvn på madrasserne ved siden af sin seng. Jeg tror det kan tælles på 2 hænder hvor mange gange hun selv er faldet i søvn i hele sit korte liv. 4 hænder er i hvert fald helt sikkert i overkanten.

Efterhånden var putningen blevet til en meget laaang seance, der startede med natble, nattøj og tandbørste, og endte med godnathistorie og putten i seng. Dog ofte forstyrret flere gange med “undskyldninger” om at være sulten, ikke gide åbne munden og få børstet tænder, ikke ville puttes af far, ville læse lange og mange bøger, ikke ville ligge i sengen, skulle tisse og være tørstig.

Dog var de fleste dage OK, men nogle dage trak putningen virkelig i langdrag, og efter en kamp for at få ungen i seng, kunne en af os ligge ved siden af hende i over en time indtil hun sov. Og vi selv også var faldet i søvn. Hyggeligt? Måske… Faren syntes de fleste dage at det var hyggeligt. Men min tålmodighed var efterhånden ved at være helt brugt op. Jeg gad ikke kampen.
Jeg gider ikke ligge og forsøge at få barnet til at sove den halve aften, når aftenen er den eneste tid der er til mig-selv-tid og til kæreste-tid. Begge slags er dyrebar tid.
Så jeg besluttede mig for at forsøge at få sveske til at falde i søvn selv. En kamp vi har skubbet foran os (alt for) længe.

Allerede i går fortalte jeg hende, at i dag ville hun blive puttet med en bamse og en bog, og så skulle hun falde i søvn selv. Og i morges snakkede vi om det igen, og selvom hun ikke var vild med idéen, så virkede det alligevel som om den, i hvert fald delvist, blev godkendt.
Så da hun her til aften skulle puttes, blev hun puttet på madrasserne, som vi har haft liggende ved siden af hendes seng de sidste mange måneder. Først lå madrasserne der, for at vi kunne ligge lidt ordentligt, når nu vi alligevel altid skulle ligge der indtil hun var faldet i søvn, senere (den sidste måneds tid) lå de der fordi hun nægtede at sove i sin seng, og faldt relativt hurtigt i søvn på madrasserne.
Her til aften fik hun så bog og bamse og blev puttet under dynen, og jeg sagde at jeg var lige ude på badeværelset for at gøre rent. Og det var jeg også. Og det blev også rent.
Selvfølgelig rendte jeg inde hos hende en milliard gange, og selvfølgelig skulle hun lige op at tisse to gange, og forsøgte sig også med “jeg er sulten”-planen, som dog ikke gik i dag.
Hun var aldrig vildt ked af det, men kaldte nogle gange på “mor” og blev stop så puttet igen.
Og til sidst virkede det som om hun accepterede omstændighederne, og lå og snakkede med sig selv indtil hun faktisk selv faldt i søvn selv.

Det her er en sejr og et skridt på vej i den retning jeg gerne vil. Det er jeg sikker på! På vej mod at kunne putte og sige godnat, og så falder hun selv i søvn.

Jeg er dog bevidst om at træerne ikke vokser ind i himlen, og at meget kan gå skævt de næste mange dage. Men jeg håber. Jeg HÅBER virkelig at vi nu endelig er på vej i den rigtige putte-retning.

2 comments

  1. Det lyder virkelig som et skridt i den rigtige retning! Hold fast og hold ud de næste dage, så tror jeg, at det allerede vil være meget bedre.
    For ja, aftenerne ER virkelig voksentid, med mindre man har en lille baby.

    1. Jeg tror det er det rigtige – og måske også det rigtige tidspunkt. Det går i hvert fald den rigtige vej indtil nu ;-)Jeg er spændt på hvornår jeg hører fra dig, at Lillebror er kommet ud! Glæder mig til at se ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>