Category Archives: Virkeligheden

SONY DSC

Livet i skriveboblen

Det er ikke meget der sker i mit liv pt. Altså, i hvert fald ikke meget, der ikke kan klares foran computeren, og som for det meste hænger sammen med at skrive en PhD – eller ansøgninger til livet efter afleveringen. For det føles næsten som når man er gravid, og tidsregningen kun går til terminen. Sådan er det med den her PhD. Der er en tid inden afleveringen og en tid efter afleveringen. Og det er altså lige om lidt. Og jeg GLÆDER mig!!! og ærgrer mig!

Jeg glæder mig så meget til at være sammen med de to banditter her

SONY DSC

Det er simpelthen SÅ godt, at de har en far (og bedsteforældre) for tiden!!! Jeg ser dem nemlig stort set kun om morgenen, som heldigvis stadig tillader lidt “tagen-den-med-ro”.

I fredags tog jeg dog hjem og spiste aftensmad med familien og så fredags-flimmer med to trætte børn

SONY DSCSONY DSCNår storesøster får en Elsa-kjole, så er det godt, at det var en to-pack, så der også var en til lillebroren.
OMG, hvor så han dog sød ud (min helt objektiv mening, selvfølgelig ;-)…)

Men på den anden side ærgrer jeg mig også rigtigt meget over, at det er slut med arbejdet her. At jeg på den måde skriver mig selv arbejdsløs, og at der ikke er så mange penge i forskning, at der er job til os alle efter PhD’en.

 

Nå, men det var da også bare lige for at kigge forbi og prale lidt med mine to dejlige unger. Jeg smutter tilbage til skriveriet – men vender snart tilbage med en masse på hjerte. Liiiige om lidt!!!

 

SONY DSC

Projekt gå-tidligt-i-seng

Jeg bliver temmelig meget udfordret i mit projekt med at sove mere – og tidligere.

Det er både mig selv, men også ungerne, der giver udfordringer. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvem der er værst. Det er måske mig selv… Jeg er (stadig) temmelig dårlig til at få snøvlet mig i seng. Selv de dage, hvor jeg er træt. Det er simpelthen SÅ dumt. Men jeg kan bare så godt li at sidde i sofaen og hygge mig med strikketøj, tv og min mand ved min side.

Dog er jeg blevet opmærksom på, at jeg faktisk følte en smule mere overskud, når jeg faktisk havde sovet mere. Så jeg er opmærksom på det!! Og når vi ikke lige er midt i et afsnit af en serie, så går jeg op og børster tænder kl 22, og prøver at lægge mig til at sove inden 23.

Men, men, men træerne vokser jo heller ikke ind i himmelen her. Så når jeg endelig får taget mig sammen til at gå tidligt i seng, så er der børnene, der vågner og vil putte i vores seng, eller bliver syge og vil sove i vores seng.

Jeg er ikke som sådan imod børn i sengen – de falder begge i søvn i deres egne senge (de fleste nætter uden problemer) – jeg sover bare bedre, når der ikke ligger to børn og mosler, hiver mig i håret og snorker (eller bare trækker vejret tungt) på hver side af mig. Jeg synes det er hyggeligt at sove med børnene – når de blot vil sove – men jeg sover altså bare mindre godt.

Sveske kom ind på sit eget værelse at sove, da hun var ca. 5 måneder, fordi hun vågnede meget, og vi satsede på, at det ville blive bedre på hendes eget værelse. Det blev det dog ikke just, så hun blev ammet meget i søvn, vugget til ro, båret rundt, og puttet MEGET, MEGET nænsomt ned i sin egen seng. Når hun sov HELT, for ellers skreg hun. Og det var selvsagt kun mig, der kunne det. Måske fordi hun blev ammet i søvn… Vi blev tæt knyttet sammen, og jeg kan for det meste trøste hende bare ved at være hendes mor og kramme hende. Men hun lærte først at falde i søvn i sin egen seng da hun var over 2,5 år, og jeg havde fået nok af, at vi var en baby, en pige og to voksne, der var vågne om natten, fordi et af børnene skreg – og vækkede os andre. Pt er hun så træt efter lange dage i børnehaven, at hun falder i søvn få minutter efter hun er puttet. Hver nat vågner hun og kommer trissende ind i vores seng, og da hun har ligget rigtigt meget i smørhullet – og selvfølgelig ikke altid bare gad at sove – så er hun god til bare at putte sig mellem os eller ved siden af mig, og sove videre med det samme. Nogle gange opdager jeg det end ikke.

Men hendes lillebror derimod, han har altid været god til selv at falde i søvn. I sin egen lift og senere seng. Hans forældre kunne nemlig sagtens huske hvordan de kæmpede med storesøsteren. Det betyder blot, at han som ca. 2 årig nogle gange ikke sover så godt om natten (det er en fase, det er en fase, I know…!), og hvis vi ikke orker at rende i pendulfart mellem dobbeltsengen og tremmesengen, så henter vi ham ind i vores seng. Hvor han ikke er ret god til at sove. Så nogle gange ender det med 2-3 timers stille og rolig, halvsovende kamp mod at blive hevet i håret (han elsker det – jeg hader det, men mit hjerte smelter dog, når han efterfølgende siger “fordi gu æ sød”) og at få flået dynen af, fordi han vil have benene ovenover (vi har en dobbeltdyne). Til sidst giver en af forældrene op, og render i pendulfart en halvtimes tid indtil drengen sover (glad og) godt i sin seng.

Nå, men egentlig burde dette indlæg have heddet “Man sover da om natten?”, for den kladde har nemlig længe ligget og ventet halvvejs skrevet i mit hoved.

Men for at komme tilbage til sov-tidligt projektet, så er status, at jeg kæmper en hård kamp for at komme tidligere i seng.

Jeg kæmper videre mod mig selv og mod små-terrorister i min seng.

Og nu vil jeg så smutte i seng. Sov godt derude  – jeg håber I nåede i seng inden 22 i dag ;o)

SONY DSCPå vores efterårsferie sov børnene sammen (vi lå ved siden af på madrasser)

I virkelighedens verden

Nu er jeg tilbage i virkeligheden. 4 almindelige hverdage er det allerede blevet til. Tiden flyver af sted. I morgen aften er det weekend igen.
Og det er faktisk helt ok. At være tilbage. Tanken om inddraget frihed var meget mere angstfremkaldende end hverdagen er. Eneste minus er at jeg ikke synes der er nok hygge-baby-grine-lege-tid. Slet ikke nok. Faktisk.
Men babyen er i gode hænder hos sin far eller farmor, så jeg må overleve med savnet.

Selvom jeg savner barselslivet, som det var her helt til sidst med rolige lege-hygge-ingenting-dage, så er det faktisk også rart at komme ud i det virkelige liv.

Derude kan man nemlig møde en masse spændende mennesker med en masse historier. Blandt andet disse, som jeg mødte i dag;

– hende der er ved at komme sig over skilsmissen og er blevet teenage-forelsket igen
– hende der venter barn nummer to og allerede har mange smerter, selvom det er de aller første uger
– ham der venter barn nummer 2. Indenfor 11 måneder!
– hende der stadig har barsel og hentede sveskes veninde i vuggestuen med en sovende lillebror i barnevognen
– hende, hvis ex-kæreste (og far til deres barn) har fundet en ny kæreste, så hun for alvor må indse konsekvensen og alvorligheden af bruddet
– hende der hentede sin søn i vuggestuen med skoldkopper, og som samtidig har en kæmpe deadline og mange, lange arbejdsdage foran sig
– ham der selv bygger sommerhus – måske for at redde sit ægteskab?
– hende der kæmper mod sygdom, tunge arbejdsbyrder og for at lave barn nummer to, der vil blive siddende
– farmoren der havde cyklet gennem hele byen for at redde vores dag
– den gladeste sveske, der hoppede ind på stuen i morges, og fulgtes noget af vejen hjem med din veninde i hånden
– babyen der bare havde hygget med farmor, men som også baskede ivrigt med armene af glæde, da moren og storesøsteren kom hjem

Livet leves derude. På godt. Og på ondt.
Det både ses og mærkes.