Category Archives: Veninde

20140509_075619

Dejlig weekend (sidste weekend), dejlig veninde, dejlige gaver – strikkebøger

Sidste weekend var Sveske og jeg på Bornholm for at besøge min veninde og hendes familie. Vi har gjort det nogle gange – og vi nyder at være på tøsetur!!!! Vi nyder det, helt fra vi går ud af døren, til vi er hjemme igen. Altså, det er selvfølgelig rigtigt dejligt at komme hjem til lillebror og far igen. Men vi nyder virkelig også tøsetiden!
Inden jeg fik børn rejste jeg en del i tog, når jeg skulle hjem og besøge mine forældre (jeg flyttede til den anden ende af landet for snart ti år siden for at læse). Dengang syntes jeg, at togtiden til tider kunne være lang. Nu, sammen med min store datter, synes jeg faktisk bare at rejsetiden er ekstra hyggetid, hvor vi ikke skal andet end at hygge os. Denne gang havde vi Lego friends, tusser og bøger med. Og strikketøj, selvfølgelig ;o)

På vej af sted – vi venter på bussen. Turen bød på bus, tog, tog, færge og til sidst bil.

I toget løste vi Emil fra Lønneberg. Det var så hyggeligt – for os begge. Da vi var af sted i november sidste år, kunne 
Sveske ikke rigtigt forholde sig til bøger med så meget tekst. Men nu er hun vist blevet stor nok til det – så vi har efterfølgende indført Emil-læsning inden sovetid. Næste bog bliver Pippi Langstrømpe tror jeg.

Se nu lige hvor sød man kan se ud som næsten 4 år på rejsen med sin taske – og kurven med (legetøjs)hunden 
(som hun havde lovet selv at bære hele vejen – og gjorde det).
Min dejlige veninde bor helt fantastisk på Bornholm – lige ned til vandet. Og der falder en ro på mig efter den lange rejse derover. Desværre betyder det, at hun bor derovre også, at vi ikke ser hinanden så tit. Til gengæld råhygger vi når vi ses! 
Det er så skønt med så dejlige veninder – at man bare kan finde hinanden igen med det samme når man ses – også selvom der er gået flere måneder. Jeg har et par stykker af den slags – og jeg værdsætter dem meget højt.
Denne specielle veninde og jeg har tidligere boet og arbejdet sammen, og kender hinanden rigtigt godt. Det føles på en måde som at komme hjem, når vi er sammen. (Så Putte, flyt nu herover!!! Please!!!)
Nå, men jeg ville egentlig vise en rigtig fin gave hun kom med til mig, Tusinde tak!!!
Er de ikke bare skønne, de to bøger? Det er dejligt med gaver – specielt dem uden nogen speciel anledning, andet end bare fordi.
Jeg tænker at min søn skal have en monsterhue al’a den grønne i midten til næste vinter. Men jeg synes altså også rensdyrhuen er fantastisk. Og det er der faktisk rigtig mange af huerne i bogen, der er. Ja, og så skal jeg selvfølgelig have strikket en Bella Cardigan. Eller to…
Nu er det weekend igen – og denne gang er sommeren kommet til DK igen. Så nu vil jeg ud i haven og gå lidt rundt i bare tæer inden vi skal til at så gulerødder.
Rigtig, rigtig god bededagsferie til jer alle derude.
20130427_130856

24 timer i hovedstaden

Det var så skønt at se to dejlige veninder igen. Og de 24 timer iden store by forsvandt så hurtigt i hyggeligt selskab. Vi fik frokost, slentretur gennem Strøget, hjemme-hygge, lækker karry til aftensmad, et enkelt glas rødvin, tv-hygge, veninde-mimer-et-dyr-grinet, stenet dans på dk4, og snakket om livet og alt det vi ikke havde fået snakket om i alt for lang tid. Det var skønt!!

Desværre havde jeg glemt oplader til telefonen, så det blev ikke til mange billeder fra turen.

Da jeg igen var hjemme, var den lille Prutfis ikke engang specielt glad for at se sin mor igen. Men det var Sveske heldigvis. Hun havde savnet sin mor. Det var så dejligt at se alle 3 dejlige mennesker igen. De havde hygget sig og begge unger havde været så søde ved deres far – næsten for søde – så jeg tager snart af sted igen…!