Category Archives: Syg

mms_20150219_181417

Man skal ALDRIG spøge med sygdom!!!

I går skulle jeg holde oplæg om mit PhD projekt, så jeg sad selvfølgelig det meste af tirsdagen og puslede med det. Og da jeg så skulle hjem og hente børn, sagde jeg noget i stil med; “vi ses i morgen – hvis jeg ingen syge børn har”.

Man skal A.L.D.R.I.G spøge med den slags. Aldrig!!!

Fast forward til tirsdag aften, hvor ungerne er puttet og jeg har lavet sidste slide til fremlæggelsen klar – og mangle blot at se det hele igennem et par gange. MEN så hører jeg Prutfisen, der er ked af det – og så stod den på opkast og vasketøj til kl 02.

Har jeg forbandet mig selv meget langt væk over den kække kommentar til mine kolleger. Hell yes! Og jeg gør det aldrig igen. Nej!

mms_20150219_181417

Nå, men jeg kom meget fint gennem fremlæggelsen – jeg er faktisk efter 3 års arbejde ved at synes, at jeg har fået gjort projektet til mit eget. Og jeg begynder at føle, at jeg nok ved lidt om det her. Og skrækken for at nogen kommer og peger på døren og råber; “hvad laver du dog her??? Du ved jo ikke en skid om det her forskning. Hvad har du dog lavet her i 3 år…? Farvel!” efter mig bliver gradvis mindre og mindre. Faktisk fik jeg endda ros for foredraget.

Og Sveske, hun var glad for at få en fridag onsdag sammen med sin syge lillebror og sin far, for så kunne hun rende rundt i sin Elsa kjole hele dagen. Den kjole, som jeg bestilte til hende på internettet, og som kom få timer EFTER de havde holdt fastelavn i børnehaven. Oh yes!!! Bad timing!!!

IMG_20150219_181403
Jeg har fået lavet en halsedisse til mig selv også. Den er strikket i en tråd tynd uld og en tråd cottonwool (fra garnudsalg). Måske er den ikke super fiks, men jeg synes faktisk den er ret fin under et tørklæde. Og når jeg cykler af sted tidlig morgen eller sen aften i kulden, så er jeg temmelig ligeglad (efterhånden…!!) med om det er super fancy. Den er varm.

DSC_2487
Opskriften er Trines nemme, hurtige og fine halsedisse igen.

 

Nå, men dagens take-home-message er: Du skal aldrig, ALDRIG joke med sygdom. Slet ikke dine børns.

IMG_20140822_143658

Hverdagen ræser af sted… igen

Ja, her er hverdagen i gang for fuld skrue. Logistik og madpakker, tidlige morgener og sene aftner. Men heldigvis også masser af kys og kram – og for det meste også tid til voksen-tv-(strikke)-hygge i sofaen om aftenen.

 – Så pyt med at vi er blevet alt, alt for dårlige til at gå i seng, og derfor langt fra sover 8 timer hver nat. Vi klarer den.

Weekenden startede allerede torsdag aften med en febervarm dreng, der endte med feberkramper kl 2 natten til fredag. Så jeg var en tur hos vagtlægen med ham, men da vi havde prøvet det før med Sveske (da hun var 1,5 år) og Prutfis var vågen og snakkede om biler hele vejen til Lægevagten, tog vi det roligt og blev sendt hjem i seng igen.
Mere logistik for at få fredagen til at hænge sammen, forældre, der arbejder på skift og er hjemme ved syge børn på skift. You know the rythm, I guess!!

Desværre fik han endnu et krampeanfald tidlig eftermiddag fredag, så jeg var på modtagelsen og børneafdelingen hele fredag eftermiddag med en meget træt, varm og slatten dreng.

Sådan sad vi 2 timer på en stol, inden vi kom over på børneafdelingen. 

Ind i mellem vågnede han og var forholdsvis frisk, og spiste en pakke rosiner eller et halvt æble, og så var han parart til at sove videre. Mellem de forskellige undersøgelser – som han virkelig tog pænt.

Lægen gav en is – som kun blev næsten spist. 

Vi kom hjem fredag aften, og det er gået meget bedre siden. Feberen er ikke helt væk, men han er mere sig selv. Back to (næsten) normal, og kan endda blive temmelig hidsig over selv de mindste ting.

Hjemme igen og næsten frisk. 

Vi er alle samlet hjemme nu, og resten af weekenden håber vi på at kunne tilbringe sammen alle 4 og uden feber og kramper.

Mandag ligger jo og lurer, og så starter den hektiske hverdag forfra. Møllehjulet med alle gentagelserne. Rytmer, som til tiden kan give en følelsen af kun at være med, ikke spille hovedrollen og bestemme vejen selv. Men som heldigvis også bringer en masse dejlige gentagelser, gode stunder, luft under alles vinger, hyggelige eftermiddage og perspektiv til weekenderne, så de skattes og værdsættes om muligt endnu højere.

Hverdagen – den er jo trods alt i overtal, og vi kan faktisk godt li den. For det meste.

IMG_20140530_000903

Kristihimmelfart – ferie

Selvom denne uge har været arbejds-kort,så har det været fuld fart på!
Mandag havde vi (jeg) pludselig en dreng med øjenbetændelse, tirsdag blev faren endelig lærer efter af have forsvaret sin bachelor. Samme dag blev vi igen ringet op af vuggestuen, denne gang havde vi en dreng med næsten 40 i feber. Heldigvis endte farens weekend/ferie med at starte til middag tirsdag – hvilket reddede både resten af min tirsdag og min onsdag!

Tirsdag fik jeg endda klippet stof til 3 nederdele til Sveske. 

I dag har dagen så budt på eventyrløb (Jeg løb 10km på 53min,55sek) og leg med ungernes kusiner, og heldigvis landede vi sidst på eftermiddagen i bedsteforældrenes campingvogn. Nu er det ferie!   
Vi har fejret før-og-efter-fødselsdag med lagkage, og ungerne har til nu nydt campinglivet.
Men vi har også travlt, for Sveske har nemlig bestemt, at vi skal følgende;
I badeland 
Til stranden 
Lege med Lego Friends/Prinsess
Spise is 
Spise aftensmad 
😀 
Jeg må vist hellere lægge mig til at sove. Jeg er træt. Nogen mente nemlig, at helligdagen i dag skulle starte kl 4.45…
2014-05-26_20.20.06

#lilledejligedreng

Jeg havde egentlig planlagt, at jeg i dag ville lave et indlæg om Prutfisens 2 års fødselsdag.
I stedet kommer det til at handle om en noget anderledes hverdagseftermiddag…

En lille halv time inden jeg havde planlagt at afslutte arbejdet, kom min veninde og kollega og sagde, at min mand havde ringet til hende. Vuggestuen havde ringet til ham og sagt, at Prutfis havde øjenbetændelse. Min mand er på “overlevelsestur” med sit arbejde, og kommer først hjem i morgen – så det var selvfølgelig mig, der skulle ned og hente ham (og jeg var jo næsten også på vej).
“Nogen” havde også ringet til mig med hemmeligt nummer, men jeg havde haft en travl dag, så jeg havde ikke nået at reagere på det. Det var så også vuggestuen.

Jeg fik pakket sammen og cyklede ned til vuggestuen/børnehaven. Den lille dreng havde fået et tydeligt irriteret og rødt øje. I nogle dage har han haft snot-øjne, men der har slet ikke været optræk til betændelse. Men der var ingen tvivl nu.

SÅ startede jagten på salve til det betændte øje:
Vores egen læge havde lukket telefonen, lægevagten åbnede først kl 16, og akutlægen ville ikke udskrive en recept til mig. Så jeg måtte vente til kl 16, og fik så en recept fra lægevagten. Vi cyklede til nærmeste apotek og stod i kø i et kvarter – men med to søde børn, der affandt sig med situationen. Prutfis fik endda set både knallerter, motorcykler, ambulance og busser, og så var dagen reddet. Da det blev vores tur, sagde damen så, at det var et apoteksudsalg, og at hun ikke kunne udlevere salven. ARRRGHHH!!!
 Jeg besluttede mig for at køre til nærmeste apotek – i butikscentret, så vi fik klaret indkøb af salve, aftensmad (hotdogs) og dessert (is). Og desuden tusset lidt rundt og kigget på butikker.

Da vi kom hjem rundede ungerne lige sandkassen, og så var det ellers op og få nattøj på, se Jake og ønskeøens pirater (mens vi børster tænder) og så ellers i seng. Jeg nåede lige at læse et par sider Emil fra Lønneberg for Sveske. Det er simpelthen bare så hyggeligt, og hun ELSKER det!

Det var ikke lige sådan jeg havde håbet vi skulle bruge denne solrige eftermiddag – men det er jo ikke alt, man selv kan planlægge…

Aftenen bød lige på lidt strikkeri, computer/blogs og tv (Kurs mod fjerne kyster).

Og nu er jeg så træt!!! Jeg skal lige se om jeg kan putte en klat salve i øjet på min lille dreng mens han sover, for han blev noget ked af det, da jeg skulle putte det i inden han skulle sove.

Det er meget, meget sjældent vi er blevet ringet efter, fordi vores børn har været syge, så derfor blev denne eftermiddag også ekstra særlig. Jeg ved at andre familier er meget hårdere ramt end vi er. Men den jagt efter salve byen rundt på cykel tog lige de sidste kræfter fra mig… 
Godnat ;o) 
 

IMG_20140518_230635

Tre par shorts – kom så sommer!

Jeg fik syet disse tre par shorts til Prutfisen færdig i går aftes. Egentlig klippede jeg stoffet i påsken, da vejret var godt sidst. Men så var sy-lysten der bare slet ikke, så det var først i går,der blev færdige.

De er lavet efter mit eget buksemønster til Prutfisen. De sorte er lavet af en af mine aflagte t-shirts,og de grønne er lavet af en af min mors aflagte nederdele. Jeg har beholdt den nederste kant på begge par, så de var hurtigt syet. 
De blå er syet i isolation fra Stof og Stils resterende, og kanten for neden har jeg lagt op med en slags overlocker-søm,  som min symaskine kan lave. 
De blev ret fine,  synes jeg. Så nu må solen og sommeren altså gerne komme tilbage!! 
Her er han så i de sorte shorts – syg, og på vej ud til farmor og farfars vuggestue. Men heldigvis stadig med ballade i øjnene. 
FOT71

Jeg løber

Puha! Så blev det en endelig weekend! Åh mand, det er tiltrængt! Ovenpå en helt vanvittig uge, der har budt på op- og nedture, masser af aftenarbejde til manden, sygdom og stress, flyvende fantastiske bedsteforældre, nydning af nussetid med børnene, tilspidsede situationer med to væltede kopper mælk samtidig med at risengrøden kogte over i mikroovnen, logistik, arbejde, livmoderhalsbetændelse, stress og jag, TRÆNGER vi virkelig til det.

Vi hentede børn sammen i dag, manden og jeg, og var begge hjemme om eftermiddagen, for første gang hele ugen. Overskud! Og selvom ungerne var trætte, var de ikke ukuelige. Det var en perfekt fredag!
Jeg fik løbet en lille tur, og vi fik også siddet i sofaen og snakket (TILTRÆNGT) om hvordan vi bedre kan organisere hverdagen, så den bliver så fantastisk, som den netop skal være – fordi det er den, der er mest af – og om hvordan vi kan undgå at stresse os selv helt derned at ligge, hvorfra der er virkelig langt op igen. Vi fik også lige set et afsnit af Broen II.

Og det løb der, der hjælper. På mit stress. Jeg får det ikke prioriteret, når jeg er meget stresset, og så bliver det en ond cirkel. Stress, mindre løb, mere stress, endnu mindre løb, mere chokolade, endnu mere stress…
Men jeg ved at der hjælper mig! Det hjælper på niveauet af stress, at hoppe i løbeskoene og nyde en lille time uden at nogen anden end mig selv stiller krav. Jeg føler mig privilegeret! Og jeg skal huske det. Specielt når jeg bliver stresset.

Og så fik Sveske da lige verdens bedste gave (af sin mor) – 7 par nye prinsessertrusser – så kårven kan blive fyldt op. Behøver jeg at sige, at hun var helt vildt lykkelig. Mega lykkelig, som den 3 årige nok ville have sagt.

20131023_163052

Efterår

Efteråret kommer nu stormende med alle sine forcer; tid til hygge i sofaen, tændte lys, smukke farver i skoven, men også snot, trætte børn (og forældre), varmt vintertøj, korte dage – det er sjovt, som de virkelig bare bliver kortere, når lyset forsvinder. Jeg savner solrige og varme eftermiddage, hvor der var tid og overskud til at køre på legepladsen inden vi skulle hjem og lave aftensmad. Jeg savner at kunne løbe en tur imens der stadig er lyst. Jeg savner at holde 3 ugers ferie med mine 3 all time yndlings mennesker!

Nå ja, men det jeg kom fra, var efteråret. Og det har også bragt mig stress og migræne, så jeg i går knapt kunne tænke, og i dag har måtte blive hjemme og sove. Det startede allerede i går eftermiddags, og blev ved hele natten også. Så i morges stod jeg op og hjalp resten af familien af sted, og gik så direkte i seng igen. Jeg sov til kl 11!!!! Hvornår er det lige sket sidst??
Men det hjalp ikke engang helt. Så jeg har været sløv og tung i dag.
Jeg håber, at det bare var disse 24 timer, og at det er helt væk i morgen.

Jeg har haft ungerne alene her til eftermiddag, og vi har været en tur legepladsen og hoppe i vandpytter, og da hovedpinen her til aften var (næsten) væk, kunne jeg sy lidt et par bukser til Sveske.

20130623_194819

Vi trænger til en ny weekend

For denne har været brugt på at forældrene arbejdede på skift, en køretur til den anden ende af landet for at besøge børnenes oldemor, der er syg, leg med venner, jordbærplukning og trætte forældre.
Og nu har vi igen et barn med feber. Sidste uge var det Sveske, nu er det lillebroren, der er kogende og sover uroligt.

Vi trænger til flere fridage, hvor vi alle 4 har fri og er raske. Godt at sommerferien er på vej liiige om lidt!!

20130619_142146-1

Hygge-sygedag

I dag har jeg været hjemme sammen med Sveske, der har haft feber siden mandag. Egentlig havde hun det fint i morges, men til middag var hun igen kogende. Heldigvis ligger jeg ved siden af hende nu, og nu hun er kun en lille smule varm.

Dagen i dag gik med at spise mini flødeboller, rydde en lille smule op i noget af alt mit garn, sove middagslur og hvile en time sammen efterfølgende, samt at sy et par nye shorts til sveske. Siden hun så sin lillebror i de prikkede bukser, han har arvet fra sin storesøster, ønskede hun sig også nogle prikkede shorts. Hun hjalp lidt med at klippe stoffet, og da det blev for kedeligt, så hun Teletubbies.
Mønsteret på bukserne er de samme  som sommer-bukserne, blot med kortere ben. Og læg i siden af bukserne, for at gøre dem lidt posede uden at sætte rib i benene.
Jeg nåede lige at blive færdig med syningen, inden symaskinen helt stod af. I hvert fald begyndte den at sige underlige lyde og sy grimme sømme. Så den skal af sted til eftersyn/fix-det-hurtigt-please,please,please i morgen, og så Sveske må leve med at syningen i livet blev grim, da jeg syede den to gange. Pyt!

Jeg håber at hun er frisk i morgen, den lille Sveske!! Selv om hun ikke er så påvirket af det, så har det været høj feber, og en træt og lidt utidig pige vi har haft til eftermiddag.

IMG_20130524_214758

Skoldkopper – igen

Blogger-app’en drillede mig i går – og gør det stadig her til morgen, så den ville ikke udgive det indlæg jeg skrev inden jeg gik i seng. Nu prøver jeg på computeren i stedet.

Vi er igen ramt af skoldkopper. Denne gang er det Prutfis, og de kom præcis 14 dage efter Sveskens kom – i går. Heldigvis er han ikke så syg af dem, og heldigvis har farmor igen kunne agere vuggestue både i går og i dag. Og faktisk også i næste uge.


For selvfølgelig har jeg rygende travlt på arbejdet lige nu. Selvfølgelig! Travlt så min hjerne kører på højtryk og jeg er træt, træt, træt!!

Vi var alle i farmors have her til eftermiddag, det var skønt med sol og varme. Og ungerne nød at se hinanden igen.