Category Archives: Strikke

bamse

Strik til din baby #1

Som mange andre bloggere, der er med i Laralils Strik til din baby, har jeg valgt at inkludere strik og hækl i Babymåneden. Det her er første strikke-indlæg. Så må vi se om jeg kan nå mere – sådan en måned er jo vitterligt væk inden man når at blinke med øjnene…

Da Prutfis lå inde i min mave, strikkede jeg en vest til han i blødt lyseblåt uldgarn (eller måske var det rent faktisk, da han var kommet ud, for vi vidste jo ikke om det var en lillebror eller en lillesøster, der lå derinde).
Anyways, jeg kom i hvert fald til at vaske denne vest. I vaskemaskinen – og det skulle jeg ikke have gjort. For den filtede sig så lille, at end ikke en baby kunne passe den. Og den blev også alt for stiv og fast til en baby.
Den kom derfor i skamme-skuffen, fordi jeg var noget træt af både den og mig selv. Men den kom frem igen i starten af dette år, og den passede perfekt til Den Brune Bamse, som Sveske fik med i børnehave som sovebamse.

Så selvom den var tiltænkt en lille sød baby, så kom den på en eller anden måde alligevel til sin ret.

Senere gik jeg så i gang med at strikke endnu en vest (du fik ret Gitte) – denne gang i lyserød.

Den var tiltænkt den lille prinsesse, som vi var til barnedåb (her) ved i starten af september.
Desværre vokser sådan nogle prinsesser åbenbart bare endnu hurtigere end jeg strikker, så den nåede at blive alt for lille, inden jeg fik den sendt til hende (der må være en anden lille pige, der engang kan få glæde af den – håber jeg!!!).
Den var ellers blevet så fin med snoninger hentet fra Lene Holme Samsøes Børnestrik på pinde 3,5-4, som jeg købte til mig selv som en lille før-fødslesdagsgave.

Og den fik de fineste små Hello Kitty-agtige knapper lavet i træ, som jeg købte til 1 eller 2 kroner stykket til Mors Bazar. Hvorfor købte jeg dog ikke alle dem hun havde? De er SÅ fine i sådan en lille vest her.
Nå, men jeg må jo se om jeg ikke kan få strikket en vest til den lille pige, der passer bedre i størrelsen. Den lyserøde er forresten strikket med udgangspunkt i Farmorfabrikkens Babyvest – men med snoninger i stedet for rib.

20130916_120626-1

Strikke, hækle og så strikke igen

Nogle projekter vil bare ikke rigtigt som man vil…
Dette garn er købt til en trøje, men endte først som en strikket hue efter en opskrift fra På Pinde 3, som var ret vellykket, men jeg mente den var for stor. Den blev derfor trævlet op, og i stedet hæklede jeg en djævlehue efter en Sys Fredens opskrift. Den havde bare en meget mærkelig pasform, og var blevet lidt for tæt i det.

I stedet bliver det nu til en lille strikket ting, som jeg håber ikke når at blive for lille til modtageren inden jeg bliver færdig med den.

Sådan går det altså nogle gange, at tingene ikke rigtigt vil som jeg vil. Nogle gange ryger de så i skammekrogen i bunden af skuffen, nogle gange bliver de lavet færdigt som noget andet.

20130521_224918-1

Lyserød babytrøje

Jeg har været ved at strikke en lille baby cardigan til min gravide veninde, efter en opskrift fra et af min farmors gamle Hendes Verden blade.
Trøjen er næsten færdig – den mangler bare knapperne, som min veninde har købt og sendt til mig. Og den passer (næsten) perfekt til Sveskes dukke. Jeg håber den passer den lille lillesøster, der meget snart er på vej ud!

DSC01792-1

Barselsgave #1

Nu kan jeg godt vise en lille barselsgave frem, for denne lille dreng og hans mor har fået den.

De to storebrødre fik hver et Pixi-bogsetui. Den lille gemte sin under sædet på sin skubbevogn. Den store kastede lidt med sin 😉 Jeg håber dog, at de kan få glæde af dem engang, når der er faldet lidt ro på igen (det var en fest at komme på besøg hos de tre drenge og deres dejlige mor). Måske de skal have et par bøger med, næste gang de skal ud at køre bil.

Babyen fik en patchwork-bide-bold, en blæksprutte og en cardigan i sort bomuldsgarn.

Jeg håber de bliver glade for det hele.
– og så glæder jeg mig til at moren og jeg engang kan få tid til at tage på café eller en enkelt overnatning (jo sgu, uden unger), og snakke, snakke, snakke om alt det vi er bagud med!!

IMG_20130426_113627

Bededagen

Bededagen er blevet brugt på at holde fri sammen alle 4. Vi har hygget os, været på legeplads, grillet flæskesteg med gode venner, spist flødeboller og set lidt voksen-tid-tv-serie på net-flix (pt er vi i gang med Breaking Bad).
Vi har også fået vores gåvogn hjem, som har været udlånt til en anden lille dreng. Nu er vores lille dreng blevet så stor, at han rejser sig op ved alting, så nu er det tiden til, at han får travet nogle kilometer med sin vogn.

Enten er der flere tænder på vej, eller også syntes Prutfis, at vi var for kedelige at holde fri sammen med, for han har været sur og hidsig det meste af dagen. Mest når han ikke fik sin vilje.
Jeg forudser, at vi om kort tid, har to meget hidsige unger, der begge vil have deres vilje. Oh, ak og ve. Vi kommer på prøve.

Til net-flix, fik jeg strikket det sidste på den lille lyserøde ting jeg er i gang med. Nu mangler bare montering og knapper.

Værn mod vinter

Jeg er med min mand på arbejde, og nu hvor begge unger sover (keeping my fingers crossed), så hygger jeg mig med kaffe, sovepose om benene og strikketøj.
Jeg et ved at prøve at bruge noget af alt det garn, jeg har liggende, og her var lige en rest, der kan blive til nogle dejlige sokker til mig selv.

Ju-hu-le-kugle…?

Nu kom jeg endelig i gang med en af Arne og Carlos strikkede julekugler. Og jeg blev faktisk helt høj over, at ind- og udtagningen ikke var så svært som jeg havde frygtet. Og så gik det også overraskende hurtigt med at strikke en kugle, så det er perfekt sofa-hygge-krea. Og selvom jeg havde valgt at lave testmodellen i noget gammelt garn, jeg har fået fra min bedstemor, som jeg ikke ellers viste hvad skulle bruges til, så synes jeg faktisk at den blev meget fin, kuglen.
Men så stopper det helt fantastiske også der. For jeg er bare ikke så skrap til det der mønsterstrik. Det bliver alt, alt for stramt. Og det gjorde det også i går. Men jeg strikkede alligevel kuglen færdig, så jeg kunne afprøve hele opskriften. Så må jeg bare øve, øve, øve mig i det mønsterstrik.

På billedet ser den endda slet ikke så mislykket ud som den faktisk er…men jeg prøver igen! Der er jo stadig mere end 2 måneder til jul  😉