Category Archives: Halvmaraton

vm2014_2

Bryllupsgave(kort)-hotel i storbyen

I lørdags var dagen for VM i halvmarathon. Jeg var klar!!!
Træningen over de sidste mange måneder har været hård, men det er gået godt (men det er en helt anden historie, som jeg kommer med en anden gang).

Løbet i lørdags gik godt. Vejret var fantastisk – specielt for tilskuerne, for der var høj sol og ingen vind. Jeg endte også med at måtte tage min ene løbetrøje af og løbe videre i t-shirt. Årets første tur i korte ærmer.
Jeg syntes mine ben var lidt tunge, men ellers var løbet ret overskudsagtigt. Men desværre målte Endomondo (løbe-app) på min telefon ruten til at være ca en kilometer længere end den egentlig var – så jeg troede egentlig, at jeg løb hurtigere end jeg gjorde. Den officielle tid blev 1:58:45. Så mit mål med en tid under 2 timer var nået. SKØNT!!!

Jeg var til løbet med to af mine gode kolleger. To seje damer!!! Den ene løb sit første halvmaraton, den anden løb sit halvmaraton nummer 60!!! og hendes sidste.

Vi havde booket et værelse på Hotel Arthur i København, og der tog vi hen efter løbet. Jeg var ret smadret, og det var min mand også ;o) han havde jo slæbt rundt på vores taske hele dagen, mens han stod og heppede på mig.
Hotel Arthur var fantastisk. Men vi var lidt for trætte til at nyde det helt. Vi endte med at gå en aften-hygge-tur til strøget, og derefter fik vi lidt mad på Café Munk (indisk, og rigtigt godt), som lå lige ved siden af hotellet.

Dagen efter var det blevet sommertid i DK. Ej altså, helt ærligt. Så mistede vi lige en time at sove i. Typisk, når man endelig er på kæreste-getaway…
Vi havde tid i hotellets spa efter morgenbuffeten, og mine trætte ben nød virkelig den tur i jacuzzien.

Det var en skøn weekend. Det var rart at have tid til at snakke og flette fingre. Sjovt at opleve, at det slet ikke tager en halv time at pakke sammen og tjekke ud af et hotel (når man ikke har to børn om benene). Det var SÅ skønt at have tid til hinanden. Noget der herhjemme, og sikkert i mange, mange børnefamilier, er en mangelvare i den travle hverdag.
Og det var også SÅ dejligt at komme hjem og se, at børnene havde hygget sig rigtigt godt med farmor og farfar. Selvfølgelig havde de det!!

20130922_101920

Halvmaraton #6 – Mine ben virker igen!

Efter søndagens halvmaraton, som var en succes (som jeg vender tilbage til nedenfor), så begyndte mine ben i onsdags at kunne bøje, og dermed bruges til at gå på igen. Jeg skal hilse og sige, at det er op ad bakke med tunge løbeben og nyerhvervede dame-støvletter.

Selve løbet gik rigtigt godt. Vejret var perfekt løbevejr, og jeg følte mig rimelig overskudsagtig hele vejen. Faktisk var den sidste km også den hurtigste jeg løb. Så siger min totalt seje løbevilde kollega, at man har disponeret rigtigt. 

Starten gik ikke helt som planlagt. Det gik faktisk allerede galt lørdag, hvor vi var inviteret til fødselsdag, og i stedet for sund løbemad, fyldte jeg mig med fisk, pølser og kager. Da vi kom hjem herunder aften, måtte jeg derfor tvinge en portion pasta med pesto og kylling ned, selv om jeg ikke følte sult ovenpå at have spist hele dagen.

Da jeg så forsøgte at komme tidligt i seng, så jeg kunne være klar og frisk til løbet, syntes begge unger, at de skulle skrige. Og de kunne begge to kun bruge deres mor. Som i at de skreg endnu mere og endnu højere hvis faren kom. Og endnu engang var det en lose-lose-situation for os alle (Maren har lavet en fin tegning, der passer perfekt, den med faren på). Nå, men vi fik da sovet, og kom tidligt op og fik spist morgenmad i god tid. Så skulle jeg ud af døren, og cykle af sted til løbet, så resten af familien kunne følge efter i bilen, når starten var gået. Sveske skulle lige hjælpes i tøjet, og der var også lige 117 andre ting jeg skulle ordne. Så jeg kom af sted i rimelig dårlig tid. Det er ikke som sådan noget nyt, for jeg er kronisk 5-10 min for sent på den. Alligevel skulle jeg jo helst ikke bruge al min energi på cykelturen, så det var med at cykle forholdsvis hurtigt på en afslappende måde. Det lykkedes vist. Men jeg var så sent på den, at jeg måtte skynde mig at tisse bag nogle biler, og derefter påsætte løbenummer mens jeg fandt musik på telefonen, drak en juice og gik ned til startområdet. Mens jeg gik der, var der en venlig dame, der i højttaleren sagde “nu er der 2,5 min til start”. Jeg nåede på plads bagerst i feltet, fik juicen drukket op, og strukket benene ud. Og så gik starten. Og jeg opdagede, at min ene sko nok var lidt for stram at løbe 21km med. Så måtte jeg snøre den om, og var dermed klar til at løbe over startlinjen, da de andre bagerste var 10 meter forbi.
Puha!! – mod alle odds kom jeg af sted!

Og faktisk var det perfekt at løbe bagerst. Jeg slap for at blive overhalet af alle de seje hurtigtløbende marathonkvinder, hvilket virkelig ødelægger motivationen. I stedet overhalede jeg folk hele vejen til mål.

Jeg havde mit private heppekor med, bestående af mand og børn, der stod to steder på ruten og ved mål, samt min seje løbevilde kollega, der også både stod på ruten og ved mål, og som virkelig er et kæmpe forbillede for mig. Hun er over 60, og har løbet vildt mange halvmaratons, og hun har givet mig mange gode råd under min træning. Hun var helt sikkert også medvirkende til, at jeg løb mit første halvmaraton i september 2009. Det var virkelig skønt med opbakning under løbet. Også selvom jeg følte mig ret godt løbende hele vejen. Jeg gik ikke (sukker)kold ved 18 km, som jeg gjorde i 2009, og jeg nåede i mål indenfor de to timer.

Der blev en lang smøre, og egentlig ville jeg bare sige at jeg nåede mit 3. halvmaraton i tiden 1:56:36
Jeg var rigtig godt tilfreds!!

(Bemærk også støvlerne på billedet…er man blevet rigtig voksen og damet, når man har købt sine første rigtige støvletter?)

Halvmaraton #5

– det er sgu meget fedt, når en kort løbetur er på 6-8km

– jeg føler mig vildt glad over at kunne løbe af sted med musik i ørene og være mig selv en halv til en hel time, på de aftner hvor løbeturen bliver prioriteret, og manden står med opvask og madpakker mens ungerne snorker

– mine ben er blevet tungere siden de svævede af sted med de nye sko

– på søndag løber jeg mit tredje halvmaraton, og målet er denne gang ikke “kun” at komme i mål. Men jeg ved ikke, om jeg nåede i god nok form til at nå målet

– måske løber jeg en MINI-tur på fredag, men ellers er jeg så KLAR som jeg bliver

IMG_20130814_205122

Halvmaratontræning #4

Dagens løbetræning var DHL-stafetten. Det blev en af de korte og lidt hurtige ture (ret hurtig til trods for at jeg var første løber på mit hold, og derfor blev bremset lidt af start-flaskehalsen). Jeg er tilfreds.

Billedet viser den uofficielle tid.

Sveske var med til løbet, og hyggede med mine kolleger mens jeg løb. Derefter gik hun om bord i den udleverede madpakke, der bl.a. indeholdt følgende lækkerier, som hun indtog med stor appetit: knækbrød, chokolade, chips, leverpostej (uden brød til) og juice.
Indimellem heppede vi på mine kolleger, der kom i mål.
Det var festligt, og vi hyggede os, selvom vi begge var trætte, da vi tog hjem kl lidt i 20.

IMG_20130804_105955

Weekend, det er jeg mere fan af

Og denne weekend bestod for mit vedkommende af 3 dage. Ah, det var skønt!
Så der har været tid til besøg hos bedsteforældre, der var på camping i nærheden af os, besøg af dejlige veninder, som jeg desværre ser alt for sjældent, manden var på arbejde, jeg løb en lang tur, og besøg hos andre bedsteforældre, hvor der også var ungernes kusine på besøg.
Vi har alle nydt det, og jeg håber at jeg i morgen er lidt mere motiveret for arbejde, end jeg var i sidste uge
Jeg har også hæklet lidt. Noget af det jeg strikkede i ferien blev pillet op til fordel for noget andet. Som jeg tror, jeg bliver mere tilfreds med.