Category Archives: Ferie

IMG_20141024_153047

Jeg har overspringsstrikket

… fordi det der egostrik bare tager så lang tid, og fordi jeg elsker at starte nye projekter op, og fordi jeg faldt over nogle små rester af lækkert garn, da jeg skulle pakke strikketøj til ferien, og fordi jeg elsker at strikke ting i størrelse lille.

Jeg har strikket disse to huer i størrelse nyfødt ca.

IMG_20141024_151056

IMG_20141024_153047

Mønstret er fra Lene Holme Samsøe, og de er strikket i Hjertegarn Alpaca Silk, som jeg også strikkede Prutfisens Rajas raglan i. Den grønne er strikket efter opskriften til str. 0-3 måneder, den brune er strikket “et nummer mindre” end opskriften. Og så er den lavet lidt “højere”. Umiddelbart tror jeg, at den passer bedst til et nyfødt hovede. Men vi må vente til januar med at finde ud af det…når den lille dreng, som min veninde har i maven, kommer ud.

IMG_20141024_203306
Jeg er også begyndt på en Rajas raglan til den samme lille dreng.

DSC09865

Sommerferie 2014 – på ski

Vi har haft en skøn sommerferie i år. Jeg elsker at komme helt ned i gear og bare være til. Som de fleste af jer sikkert ;o)
I år tog vi allerede af sted på ferie om aftenen, på den sidste dag jeg var på arbejde. Det var ikke helt optimalt synes jeg. Selvfølgelig bruges ferien lige fra start, men jeg synes faktisk, at det havde været lidt stressende at få pakket alle sagerne og få lukket arbejdet ned til ferie på én gang.

Til gengæld ELSKER jeg virkelig at sætte mig ind i en godt pakket bil, og så bare være af sted!!!

Vi puttede begge børn og faren, pakkede de sidste ting i bilen og så satte jeg mig en time foran fjernsynet med strikketøjet, inden vi hoppede i bilen og kørte hele natten.

Næste morgen ankom vi til Tux i Østrig, hvor vi havde lejet en lejlighed. Sommerferien startede med 3 dage på ski i Hintertux. Min mand er VILD med at stå på snowboard – så egentlig er det underligt, at han ikke tidligere har fået den idé, at man kan stå på ski om sommeren. På en gletsjer.

Det var virkelig tre fantastiske dage. Specielt nu, hvor jeg tænker tilbage på dem.

Ok, jeg kan godt huske, at da vi stod midt i dem, var der meget moslen med flere lag tøj end vi lige havde vænnet os til. Mere trætte og utidige børn, der tiggede om slik i gondolerne. Flere trætte ben, der ikke engang kunne bære en pige på 4 eller en dreng på 2. Flere forældre, der måtte bære op til 3 par ski og et snowboard og måske også lige et barn. En enkelt dreng, der ikke fik sovet til middag, og derfor faldt i søvn med ski på fødderne liggende i sin mors favn på vej ned af en rød piste.

 Og så tog vi to lige en lille sovepause, mens de andre tog en tur ned ad pisten.

Man skal virkelig VILLE det, for at hive 2 børn med på ski. Og det vil vi også GERNE. Og Sveske er ved at have den alder (og erfaring med ski), at hun også gerne vil. Hun står selv og har balancen på skiene (det er Prutfis ikke stærk nok i benene til at kunne endnu) i selen foran os – og så står hun ellers der og synger.

Til slut får I lige en omgang billed-spam fra sommer-skiferien

Hvis du også er VILD med snowboard og ski, kan jeg kun på det varmeste anbefale en sommer-skitur!!! Der er smukt – også nedenfor gletsjeren!

mms_20140731_143543

Tilbage på arbejde

Min mand og børn holder stadig ferie. Jeg startede på arbejde i mandags efter næsten 3 ugers helt fantastisk dejlig ferie.

Det er fint at være tilbage. Og sæt med rolige morgener, hvor jeg står først op, og kun måske får selskab af Prutfisen og faren, og ellers kan nyde te og morgenmad i ro.

Men, de andre 3 går altså stadig hjemme og nyder sommeren og hinanden. Og så får jeg sms’er med billeder som disse

Og så er det altså faktisk lidt hårdt at være den eneste, der er på arbejde…

2014-07-16_13.21.23

Jubii – dét har jeg læst i min ferie

Vi er nu kommet hjem fra en rigtig, rigtig dejlig ferie! Der kommer mere om det senere, for det var virkelig en SKØN ferie. Eller næsten flere ferier i én.

Men jeg vil lige ind og vende her og fortælle, at jeg faktisk i år havde tid til at læse lidt på min ferie. En HEL bog endda!

Jeg tænkte, at jeg min mobil jo ikke var meget værd uden internet på ferien, så i stedet hentede jeg nogle e-bøger til den.

Jeg hentede disse tre krimier på saxo.com, og de var faktisk alle gratis, da jeg hentede dem. (Jeg kan se, at det er den sidste ikke længere…)
Jeg er mest til krimier, så derfor var det 3 af den slags, der røg i kurven. Jeg fik faktisk læst dem alle!!! Men det er også ret let, når man lige kan tage dem med i lommen og lige læse 5 min, hvis man har 5 ledige minutter. De første to er noveller, og dermed ikke så lange. Det var perfekt til at starte på, og blive fanget af læsningen igen.
Jeg skal helt sikkert læse mere af Eva Maria Fredensborg, Spild af liv var spændende. Bittersød frost er skrevet som en julekalender af forskellige forfattere, og var også spændende og hang godt sammen.
Den sidste er en roman. Den var spændende, og det giver lidt mere kød på historien, at der er flere sideløbende historier og at plottet kan være lidt mere indviklet.

Jeg har hentet flere bøger på saxo, men jeg er faktisk også startet på en “rigtig” bog, Dødesporet af Sara Blædel. Så jeg tror jeg vil droppe blog-læsning i aften (selvom jeg er meget bagud pga. ferie og egentlig glæder mig, til at se hvad der er sket i blogland så længe) og i stedet muntre mig med min “rigtige” bog, inden jeg skal sove.

Har du fået læst noget i din ferie? Og synes du også, at læsning hører sammen med ferie, men at der lige som bare ikke rigtigt er tid til det, når man holder ferie med børn??? 

———————————-
Indlægget er ikke sponsoreret, jeg synes bare, at det er fantastisk, at saxo.com faktisk har gratis e-bøger!!!

2014-06-30_22.10.23

Forskud på ferien

– Sidste uge var faren og Sveske på den årlige kanotur med andre fædre og børn. Et fænomen som også eksisterede da jeg var barn, og som altid har været helt fantastisk. Morfar var også med, samt en pige på næsten Sveskes alder. De hyggede sig så meget. Fik både slik og sodavand. Nu har vi også holdt det barn fra sodavand i 4 år, så er det vel også på tide at smage det…? Og så er det næste store vel øl og sprut om 12-15 år 😀
Lillebroren og jeg fik lov til at hoppe på turen den sidste dag. Og bortset fra mor-pjævsede unger, var det helt fantastisk hyggeligt.

– Lørdag kom bedsteforældrene fra Nordjylland for at passe vores to feriebørn, mens vi var til bryllup hos nogle af mandens kolleger. Ungerne og bedsteforældrene stor-hyggede sig med badebassin i haven og bare at være sammen. De sov endda til både 8 og 9!!
Og vi hyggede os også rigtigt meget, drak vin og snakkede. Med hinanden og andre voksne mennesker. Og gik småfulde og glade i seng kl halv tre. Og sov helt til HALV ELLEVE!!

– Vi har også drukket øl på terrassen om aftenen i solens sidste stråler. Og nydt at 3 ud af 4 har ferie.

– Jeg har overspringsstrikket lidt på en lækker blød Bella og testet det nye cottonwool (som skal pakkes med på ferien). Fordi den Isager altså lidt tager pusten fra mig. Der er godt nok mange ting, der skal holdes styr på samtidig. MEN jeg skal nok få STYR PÅ DEN!! Basta!

– Vi har nu endelig fået booket hele vores fælles sommerferie, som starter på onsdag. Den går sydpå, og bliver en kombineret skiferie og campingferie. Og vi glæder os. Jeg er spændt på om det hele kan pakkes i vores lille Spark. Vi er optimistiske!!

IMG_20140531_233647

Indlæg nummer 300 – og en GiveAway

Her til aften (sen aften) landede vi igen i sofaen med hæklegrejer og Sons of Anarchy, efter en dejlig mini-campingferie. Den store faldt i søvn på vej hjem, den lille sov så snart han kom i seng.
De har virkelig nydt at være sammen med bedsteforældrene, og det er simpelthen bare så skønt at iagttage!

Jeg er endnu ikke helt færdig med majs stik til 12MOK (som jeg kan se, at jeg faktisk ikke har vist frem, kun ganske kort her), selvom det allerede er juni i morgen!
I stedet for at strikke, har jeg fået hæklet en lille ting, som jeg snart viser frem!

Der mangler liiige et par cm i længden og så ellers de to ærmer. Jeg tænker, at Sveske nok (forhåbentlig) først kommer til at bruge den til efteråret. Jeg kunne bare ikke stå for garnet, og modellen er skøn at strikke. Jeg har ikke glemt min cardigan!! Og den fortsætter jeg med så snart denne trøje er færdig.

I går kom jeg helt tilfældigt til at se, at jeg med dette indlæg har lavet 300 indlæg på bloggen. Det vil jeg gerne fejre med en lille GiveAway.
Jeg har nemlig fået simpelthen så meget fra blogland af idéer, grin, inspiration, kloge ord der har ramt dybt og faktisk også et par fysiske gevinster.

Min første GiveAway bliver denne Glover hæklenål i størrelse 4,5.

Af uforklarlige årsager, har jeg to i denne størrelse. Hvis du kunne tænke dig denne fine hæklenål, skal du bare skrive en kommentar herunder. Jeg trækker en vinder søndag d. 15. juni.

Hvis du har lyst til at dele, må du gerne bruge det nederste billede. 

2014-05-31_00.07.09

Vi nåede det hele

Vi nyder livet på camping!

Vi sov alle inde i den (lille) campingvogn i nat. Nogle af os skulle ellers have ligget på luftmadrasser i forteltet, men vi vurderede at det var for koldt. I stedet blev begge unger puttet i bedsteforældrenes seng, og kun den lille blev flyttet over i vores ende af vognen.

Og så sov vi ellers til kl 10!

WHAT??? Kl 10, TI?? 

Ja, ti!! Over fem timer senere end morgenen før… Som om det nogen sinde er sket siden vi fik børn… Nej, det er det vist nok ikke.
(Prutfisen havde lige været vågen kl 6.30,og jeg troede ikke han ville falde i søvn igen – og egentlig var jeg også ret glad for at have fået lov til at sove så længe…!)

Vi var glade for alle at være udhvilede, men har også været helt rundforvirret over tiden hele dagen.

Trods den noget sene morgen, nåede vi alligevel det hele i dag.

Jeg har holdt ferie, og har desværre ikke rigtigt taget så mange billeder med telefonen, kun disse få stk;

Jeg håber I nyder feriedagene! Og solen 😉 

IMG_20140530_000903

Kristihimmelfart – ferie

Selvom denne uge har været arbejds-kort,så har det været fuld fart på!
Mandag havde vi (jeg) pludselig en dreng med øjenbetændelse, tirsdag blev faren endelig lærer efter af have forsvaret sin bachelor. Samme dag blev vi igen ringet op af vuggestuen, denne gang havde vi en dreng med næsten 40 i feber. Heldigvis endte farens weekend/ferie med at starte til middag tirsdag – hvilket reddede både resten af min tirsdag og min onsdag!

Tirsdag fik jeg endda klippet stof til 3 nederdele til Sveske. 

I dag har dagen så budt på eventyrløb (Jeg løb 10km på 53min,55sek) og leg med ungernes kusiner, og heldigvis landede vi sidst på eftermiddagen i bedsteforældrenes campingvogn. Nu er det ferie!   
Vi har fejret før-og-efter-fødselsdag med lagkage, og ungerne har til nu nydt campinglivet.
Men vi har også travlt, for Sveske har nemlig bestemt, at vi skal følgende;
I badeland 
Til stranden 
Lege med Lego Friends/Prinsess
Spise is 
Spise aftensmad 
😀 
Jeg må vist hellere lægge mig til at sove. Jeg er træt. Nogen mente nemlig, at helligdagen i dag skulle starte kl 4.45…
IMG_20140415_231209

Det her påskeferie – det starter helt fantastisk

To feriedage havde jeg tilbage i dette ferieår – og dem har jeg netop holdt. Jeg havde fri med børnene i går og i dag (mandag var de i “farmor og farfars integrerede institution” med begge kusiner). Vi har hygget os med fri, hjemmetid og hyggetid!!

Men i dag kom faren hjem over middag, solen skinnede og varmede, børnene legede i haven, aftensmaden blev tilberedt ude. OG vi spiste udenfor for første gang i år!