Category Archives: Brok

IMG_20141103_081858

Når det regner oppe på taget (eller ned i min sko)

Jeg kan virkelig godt li, at jeg har fem en halv kilometer på arbejdet, og derfor kan cykle den og tilbage. Jeg kan godt li at få strukket benene og tømt hjernen inden jeg kommer hjem.

Og jeg kan rigtig godt li, når det ser sådan her ud på min vej

IMG_20141103_081858

Eller sådan her for den sags skyld…

IMG_20141103_161449

IMG_20141103_161341

Men når det regner ind i mine sko, og jeg halvvejs på arbejde opdager, at jeg har glemt min computer, og må ringe til manden og få ham til at tage den med til vuggestuen, og derfor må cykle tilbage og vente (i regnvejr) på at gummistøvler og computer ankommer sammen med mand og børn. Så er jeg ikke længere så vild med min cykeltur!

Så kan jeg godt komme til at vrisse ud mellem sammenbidte tænder, at “man dog skulle have en bil…”

IMG_20141103_081832

Jeg kom dog på arbejde, og det blev en fin nok mandag, selvom jeg mest havde lyst til at køre hjem og sove lidt mere efter den cykeltur…

IMG_20140918_173452

Madpakkeprojektet

Det blev et ja til frokostordningen i børnenes institution. Vi stemte nej.

IMG_20140918_173452

Jeg tror på er sikker på, at når skuffelsen over at sommerferien næste år (måske) hænger i en tynd tråd(fordi jeg synes det er en ret dyr ordning), så bliver vi nok glade for, at slippe for at forbedrede en kæmpe stak madpakker. Måske?

Den hidsige kone #3

– har i dag besluttet sig for, at prøve at værre mindre den hidsige kone. Ikke så meget brok, mindre hidsig.
Med det formål at ungerne ikke skal opfange de negative vibes… og selvfølgelig for at hun kan få det lidt sjovere.
Det bliver en kamp – men hvis de skrigende børn forsvinder og i stedet bliver til glade, tilfredse børn, så er det sveden værd!

– og nu vi er ved det, så har hun også besluttet at brugen af mobiltelefon/internet i sengen i fremtiden skal minimeres til fordel for nærvær med manden.
Jeg starter nu!
Godnat.

20140120_153631

Jeg tager hatten af for alle alenemødre

– jeg fatter simpelthen ikke hvordan de får hverdagen til at hænge sammen!!?!

Både rent praktisk og logistisk, men også mentalt! Hvordan holder de modet oppe?
Børnenes far er på skitur med arbejdet, og er væk hjemmefra i 6 dage.
Vi er nu halvvejs, og her skulle have været en længere smøre om selvsamme emne. Det bliver ikke i dag. Jeg er simpelthen for træt. Jeg tager hatten af for dem, hvis hverdag jeg står midt i nu!!

Den hidsige kone #2

Hun kan godt være ret urimelig nogle gange. Problemet er bare, at hun først selv opdager det bagefter.

Hun bliver virkelig gal og urimelig, når hun bliver mødt med ligegyldighed. Det er altså bare ikke lige meget at vi har nogle ting, som vi bør passe bedre på. Eller at ungerne render rundt med ting de ikke skal – fordi det er farligt/kan gå i stykker/bliver væk!!

Og så skal hun da vist til at øve sig i, at se alle de gode ting der sker, og ikke kun opvasken/vasketøjet/maden under bordet, der stadig ligger der når hun kommer hjem fra arbejde…?

Lidt træt nu

Man skulle tro, at al den tid tilovers efter ugers stress med eksamensopgave og eksamen ville give en masse energi. Det har den bare ikke rigtigt gjort.
Så her til aften havde jeg ellers glædet mig til at sidde i sofaen med mit strikketøj. Jeg nåede det ikke. Efter putning af børn (manden var på arbejde), madpakkesmørning og vasketøj, ryddede jeg op i én skuffe med dr.dk på computeren. Og så gik jeg i seng. Ikke tidligt faktisk. Ting tog bare lang tid i dag.

Til gengæld var ungerne og jeg i IKEA i dag. Og fik pølser. Og en masse andet uundværligt.

Migræne – igen

Nu ligger jeg igen med en invaliderende migræne, der gør at jeg ikke kan tænke, og må gå i seng. Det kommer i bølger, og føles som om nogen mishandler min hjerne med en skruetvinge.

Kan det virkelig være det slik-stop jeg snakkede om i går? Allerede? Ej vel?

Nå, men jeg håber i hvert fald at det er ovre nu, for i morgen står jeg alene med to vildbasser stort set hele dagen.

Godnat

FOT71

Jeg løber

Puha! Så blev det en endelig weekend! Åh mand, det er tiltrængt! Ovenpå en helt vanvittig uge, der har budt på op- og nedture, masser af aftenarbejde til manden, sygdom og stress, flyvende fantastiske bedsteforældre, nydning af nussetid med børnene, tilspidsede situationer med to væltede kopper mælk samtidig med at risengrøden kogte over i mikroovnen, logistik, arbejde, livmoderhalsbetændelse, stress og jag, TRÆNGER vi virkelig til det.

Vi hentede børn sammen i dag, manden og jeg, og var begge hjemme om eftermiddagen, for første gang hele ugen. Overskud! Og selvom ungerne var trætte, var de ikke ukuelige. Det var en perfekt fredag!
Jeg fik løbet en lille tur, og vi fik også siddet i sofaen og snakket (TILTRÆNGT) om hvordan vi bedre kan organisere hverdagen, så den bliver så fantastisk, som den netop skal være – fordi det er den, der er mest af – og om hvordan vi kan undgå at stresse os selv helt derned at ligge, hvorfra der er virkelig langt op igen. Vi fik også lige set et afsnit af Broen II.

Og det løb der, der hjælper. På mit stress. Jeg får det ikke prioriteret, når jeg er meget stresset, og så bliver det en ond cirkel. Stress, mindre løb, mere stress, endnu mindre løb, mere chokolade, endnu mere stress…
Men jeg ved at der hjælper mig! Det hjælper på niveauet af stress, at hoppe i løbeskoene og nyde en lille time uden at nogen anden end mig selv stiller krav. Jeg føler mig privilegeret! Og jeg skal huske det. Specielt når jeg bliver stresset.

Og så fik Sveske da lige verdens bedste gave (af sin mor) – 7 par nye prinsessertrusser – så kårven kan blive fyldt op. Behøver jeg at sige, at hun var helt vildt lykkelig. Mega lykkelig, som den 3 årige nok ville have sagt.

Hverdag – vær nu lidt mere sød ved mig

Selvom jeg faktisk inden ferien, flere gange, “pralede” med hvor god jeg er (var) til at lægge arbejdet inklusiv forventninger, stress og krav fra mig, inden jeg går hjem fra arbejde. Og selvom jeg lige nåede at sige, at jeg meget godt kan li vores hverdag, så passer det vist ikke (helt)!!!

I hvert fald føler jeg mig nu rigtig stresset – på den dårlige måde. Efter kun 2 arbejdsdage!!

Det er det evindelige dilemma om ikke at være god nok mor/kone, fordi jeg arbejder for meget og samtidig heller ikke være god nok arbejdskraft, fordi jeg ikke gider det nok, og fordi jeg hellere vil være sammen med min familie (og i den perfekte verden havde fri både fredag-mandag og onsdag, alle ferier, helligdage osv… Ja, jeg DRØMMER!)

Der er mange tråde på arbejdet, der skal samles op, og mange nye ting jeg skal, som jeg ikke bare kan, og skal grave dybt efter modet til at gå i gang med. Ungerne har heldigvis en del tid med deres far, der har ferie endnu, men jeg savner at være sammen med dem hele tiden. Jeg savner at give dem 10.000 kys og knus hver dag! Og desuden skal vi noget hver dag frem til jul (sådan føles det i hvert fald…).
Åh, det er for meget!!

Nå, men ovenpå den omgang brok, så vil jeg da lige sige, at jeg stadig er grund-glad, at vi alle har det godt, der nok i grunden ikke er så meget at brokke over, og at jeg fik hjemmelavede pandekager til aftensmad i dag. Både nogle med kylling og salat, og nogle med chokoladesovs. Hvad mere kan man dog forlange?

Farvel barsel, tilbage til virkelighedens grumme virkelighed

I morgen tager vi på weekendtur til Badelandet. Med næsten hele familien, en gren af den i hvert fald. Vi glæder os.
Vi G.L.Æ.D.E.R os!!
Rigtigt meget. Sveske har snakket meget om Badelandet, og jeg håber ikke at hun bliver skuffet over, at det nok mere er en svømmehal end det er et badeland, der minder om det hun kan huske fra vores sommerferie i Italien sidste år.
Vi tager af sted imorgen eftermiddag, så i morgen er det kun faren der lige skal et par timer på arbejde, ellers har vi alle fri.

Det vil sige, jeg har ferie. Min sidste barsels/feriedag i denne omgang. Og det betyder, at Prutfis og jeg havde sidste alene-barsels-hygge-dag i dag.

Jeg kan ikke holde det ud. SLET IKKE.

Jeg har forsøgt at overnyde dagen i fulde drag, og den har været fantastisk skøn. Prutfis er verdens dejligste og gladeste baby, og vi er blevet så gode til at gå her og hygge i nattøj hele formiddagen og grimt gå-ikke-ud-tøj resten af dagen. Vi nyder det begge to. Og nu er det bare allerede slut.

Heldigvis ved han ikke, hvad han har i vente. Han kender ikke den grusomme virkelighed. Heldigt. For det skal han tids nok komme til, når han starter i vuggestuen d. 1/4.

Jeg havde forventet at det ville være lettere med barn nummer to. At skulle tilbage til virkeligheden.  Men nej. Jeg er allerede helt ødelagt over at skulle undvære ham de aller bedste timer af dagen.

Jo, jeg trænger nok til at komme ud og se andet end kasser med Lego og baby rangler, små buttede makrelfingre, tissebleer, mad over hele gulvet, og vasketøjskurve. Jeg trænger. Og jeg ved at det nok skal blive godt nok at starte på arbejde igen. (Please, lad det ikke blive så forfærdeligt som jeg lige nu frygter).

Det bliver godt at høre til et sted igen. Og skønt at snakke med andre voksne igen (gad vide om jeg stadig kan? Jeg ved jo intet om hvordan verden har ændret sig udenfor min boble de sidste 11 måneder. Hvad snakker man om. Og hvad er vigtigere end mængden af lortebleer og soverytmer?? Hvis noget?).

MEN jeg kommer til at savne barslen. StorSAVNE Prutfis. Længes efter friheden og retten til selv at bestemme over vores tid.
Der er så mange bøger jeg ikke nåede at læse, så meget jeg ikke nåede at sy/strikke/hækle. Så mange små buttede babyhænder og babykinder som stadig skal kysses mindst tusinde gange i timen.
Åh, smerte!! Jeg savner allerede!!