Monthly Archives: november 2014

SONY DSC

Projekt gå-tidligt-i-seng

Jeg bliver temmelig meget udfordret i mit projekt med at sove mere – og tidligere.

Det er både mig selv, men også ungerne, der giver udfordringer. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvem der er værst. Det er måske mig selv… Jeg er (stadig) temmelig dårlig til at få snøvlet mig i seng. Selv de dage, hvor jeg er træt. Det er simpelthen SÅ dumt. Men jeg kan bare så godt li at sidde i sofaen og hygge mig med strikketøj, tv og min mand ved min side.

Dog er jeg blevet opmærksom på, at jeg faktisk følte en smule mere overskud, når jeg faktisk havde sovet mere. Så jeg er opmærksom på det!! Og når vi ikke lige er midt i et afsnit af en serie, så går jeg op og børster tænder kl 22, og prøver at lægge mig til at sove inden 23.

Men, men, men træerne vokser jo heller ikke ind i himmelen her. Så når jeg endelig får taget mig sammen til at gå tidligt i seng, så er der børnene, der vågner og vil putte i vores seng, eller bliver syge og vil sove i vores seng.

Jeg er ikke som sådan imod børn i sengen – de falder begge i søvn i deres egne senge (de fleste nætter uden problemer) – jeg sover bare bedre, når der ikke ligger to børn og mosler, hiver mig i håret og snorker (eller bare trækker vejret tungt) på hver side af mig. Jeg synes det er hyggeligt at sove med børnene – når de blot vil sove – men jeg sover altså bare mindre godt.

Sveske kom ind på sit eget værelse at sove, da hun var ca. 5 måneder, fordi hun vågnede meget, og vi satsede på, at det ville blive bedre på hendes eget værelse. Det blev det dog ikke just, så hun blev ammet meget i søvn, vugget til ro, båret rundt, og puttet MEGET, MEGET nænsomt ned i sin egen seng. Når hun sov HELT, for ellers skreg hun. Og det var selvsagt kun mig, der kunne det. Måske fordi hun blev ammet i søvn… Vi blev tæt knyttet sammen, og jeg kan for det meste trøste hende bare ved at være hendes mor og kramme hende. Men hun lærte først at falde i søvn i sin egen seng da hun var over 2,5 år, og jeg havde fået nok af, at vi var en baby, en pige og to voksne, der var vågne om natten, fordi et af børnene skreg – og vækkede os andre. Pt er hun så træt efter lange dage i børnehaven, at hun falder i søvn få minutter efter hun er puttet. Hver nat vågner hun og kommer trissende ind i vores seng, og da hun har ligget rigtigt meget i smørhullet – og selvfølgelig ikke altid bare gad at sove – så er hun god til bare at putte sig mellem os eller ved siden af mig, og sove videre med det samme. Nogle gange opdager jeg det end ikke.

Men hendes lillebror derimod, han har altid været god til selv at falde i søvn. I sin egen lift og senere seng. Hans forældre kunne nemlig sagtens huske hvordan de kæmpede med storesøsteren. Det betyder blot, at han som ca. 2 årig nogle gange ikke sover så godt om natten (det er en fase, det er en fase, I know…!), og hvis vi ikke orker at rende i pendulfart mellem dobbeltsengen og tremmesengen, så henter vi ham ind i vores seng. Hvor han ikke er ret god til at sove. Så nogle gange ender det med 2-3 timers stille og rolig, halvsovende kamp mod at blive hevet i håret (han elsker det – jeg hader det, men mit hjerte smelter dog, når han efterfølgende siger “fordi gu æ sød”) og at få flået dynen af, fordi han vil have benene ovenover (vi har en dobbeltdyne). Til sidst giver en af forældrene op, og render i pendulfart en halvtimes tid indtil drengen sover (glad og) godt i sin seng.

Nå, men egentlig burde dette indlæg have heddet “Man sover da om natten?”, for den kladde har nemlig længe ligget og ventet halvvejs skrevet i mit hoved.

Men for at komme tilbage til sov-tidligt projektet, så er status, at jeg kæmper en hård kamp for at komme tidligere i seng.

Jeg kæmper videre mod mig selv og mod små-terrorister i min seng.

Og nu vil jeg så smutte i seng. Sov godt derude  – jeg håber I nåede i seng inden 22 i dag ;o)

SONY DSCPå vores efterårsferie sov børnene sammen (vi lå ved siden af på madrasser)

IMG_20141123_232156

Giv en ged

Folkekirkens nødhjælp sælger igen i år geder, som går til afrikanere, der virkelig har brug for det. Du kan også købe ris og eller en fodbold. Og du kan se mere her.

De har i år desuden lavet en gimmick, hvor de opfordrer til, at man laver en ged til juletræet. Du kan læse mere hos Rock n Roll HausFrau her. Og se hendes bidrag her.

Jeg synes det er en vildt god idé, og ville virkelig gerne lave en ged til juletræet. Det endte med dette hjerte-kræmmerhus med en broderet ged på (selvom jeg næsten synes, at den lidt ligner en giraf…)

SONY DSC

Bagpå står der god jul, og der er masser af plads til julegodter nede i “posen”, som er lavet af to hæklede hjerter, der er syet sammen.

IMG_20141123_231432

Jeg har faktisk endnu ikke givet nogen geder i julegave (men jeg tror at ungerne skal give nogle til deres bedsteforældre i år…) og jeg kommer nok desværre heller ikke til at give nogle af disse kræmmerhuse ud. Desværre :-) De tager for lang tid for mig at lave.

Men jeg er ret godt tilfreds med mit temmelig rustikke bud på en ged på juletræet. Og en ting er helt sikkert, det kommer på vores træ. Med godter i, for det har jeg lovet Sveske!

IMG_20141121_225406

Kjole til en kritisk 4 årig

Jeg bliver nødt til at prale lidt med denne kjole, som jeg har syet her til aften. Min mand er på arbejde, og selvom jeg har sendt ham et par billeder, har jeg stadig lyst til at vække Sveske og vise hende kjolen. Det gør jeg dog ikke! Så i stedet flasher jeg den lige her.
IMG_20141121_225330
Hver morgen har vi en diskussion med Sveske om hvilket tøj hun skal have på. Hun vil have kjole på HVER dag. Men hun har ikke så mange, og jeg synes faktisk hun ser så sød ud både i bukser og i nederdel. Men det er altså ikke det hun vil.

Så jeg har været i gang med at lave et mønster på en vinterkjole ud fra hendes yndlingskjole. Jeg håber den passer hende.

Og da hun (desværre, efter min mening) har ret stor mening om hvilket tøj, hun vil have på, har jeg læflet lidt for hende, ved at putte et bånd med prinsesser på forstykket.
IMG_20141121_225406
Hvis den passer hende, må jeg hellere få syet et par stykker, så vi ikke behøver at diskutere lige fra morgenstunden… Og mit skab med stof er desuden ved at kaste op, så meget har jeg fyldt i det.


Båndet har jeg købt på Etsy, her.

SONY DSC

En meget lille vest

Da jeg var færdig med den Bløde Blade til Sveske, var der stadig en rest tilbage af den lækre, røde Semilla, så jeg freestylede opskriften ned til en størrelse ca 1/2 år.

SONY DSC SONY DSC

Jeg er blevet ret godt tilfreds med den, og det skal blive spændende at se om den kan passe til en rigtig baby – når den får en ejer. Der er stadig en lille rest tilbage – meget lille – måske nok til en lille hue. Men kun måske.

 


Modifikationer

Jeg har slået 63 masker op, og ellers fulgt opskriften. Efter p 5 havde jeg 81 masker, og efter mønsteret var der 116 masker – og jeg strikkede igen den ene side åben, og dermed kun retriller.

2014-11-08_15.04.51

Rester #3

Helt impulsivt har Sveske og jeg syet to nederdele til hendes Ariel (Barbie) dukke.
2014-11-08_15.04.51
Den oprindelige grønne Ariel nederdel er blevet væk (eller ligger et sted i bunden af en kasse eller skuffe…), og det går jo ikke med bare ben i denne kulde.

Og da jeg så fandt den lille lilla rest med “pallietter”, var Sveske ellevild :-) Jeg synes dog at den blomstrede kjole blev bedre. Den er syet som en slå-om kjole, men med fastsyet elastik i livet, så den bliver holdt sammen og på plads. Den lilla er syet som en tube-kjole, og jeg synes den “puffer” lidt for meget.

Det lille glimmer-stof har jeg tidligere brugt til at sy  superheltet-nederdelen til mig selv. Det blomstrede stof er det jeg købte i Jysk for 25kr for 5 meter… Og jeg har tidligere syet bukser til Sveske af det. Jeg har lige syet et par færdige, som jeg klippede for længe, længe siden, og som derfor er for små. De bliver i stedet en julegave til ungernes kusine.

 

SONY DSC

Rester #2

En anden måde jeg bruger bomuldsstof-rester er til disse små “tasker”

IMG_20141104_230711

Jeg har lavet en del efterhånden, og jeg synes de er så fine og anvendelige. Jeg har fundet inspiration i denne DIY fra Stjernefrø.

Man kan selvfølgelig selv bestemme størrelsen, og derfor er de fine til rester.

SONY DSC

SONY DSC

Sveske ønskede sig selvfølgelig straks det med stjerner, men det er lavet til min veninde, og jeg har ikke mere af det stof med stjernerne. Så jeg må se hvad jeg ellers kan finde på til hende…

IMG_20141105_220423

Buksefabrikken #2

Selvfølgelig skal Prutfisen ikke snydes for at få nye bukser, der passer til hans lange ben, så jeg har også været ved at sy til ham.

De har dog ligget temmelig længe, for jeg har ikke rigtig haft sy-lysten. Det hænger sammen med, at jeg købte noget lækkert undertøjsuld, som jeg ville sy leggings af til ungerne. Men det gik galt, da jeg skulle til at sy det sammen. For det magter min symaskine tydeligvis ikke! Man kan åbenbart ikke stille på trykfoden, hvilket resulterer i en temmelig grim kant. Så blev jeg ret så skuffet, og kastede mig i stedet over strikkepindende.

Nu har jeg fået lidt blod på tanden til at sy lidt. Der er mange ting jeg gerne vil lave. Men første hurdle er, at få afsluttet alle de sager, der ligger halve i skufferne.

Jeg har fået syet disse tre par bukser færdige

IMG_20141105_220423

2014-11-05_22.24.19

Det første par er lavet af en af farens gamle, gamle Levis t-shirts, og det synes især faren rigtig godt om. Det er ret hyggeligt, synes jeg, at han bliver glad, når han ser sit gamle tøj i brug af børnene!

De andre to par et lavet af noget stof fra lageret (som stadig er kæmpe, kæmpe).

 


 

Forresten går det næsten helt fint med at komme i seng til tiden. I går var den 23 inden jeg sov, men det var fordi manden ikke var hjemme… I dag var den kun 22.14…Og nu er det så godnat. Sov godt derude!

IMG_20141103_222609

Rester #1

Christina med bloggen Carla og Krudtuglen holder her i de første to uger af november reste-tema på sin blog. Jeg glæder mig til at få inspiration til at få brugt de små rester, for jeg har aftalt med mig selv, at der skal bruges meget stof inden der kan blive købt nyt. Skabet kan nemlig ikke lukkes mere…

Jeg har for længe, længe siden klippet nogle rester ud i trekanter til vimpler. Jeg blev inspireret af nogle fine nogle, som Mette fra Farmorfabrikken havde lavet. Den ene skal bruges til gave til pigernes kusine om 2 uger, så nu var det på tide at få dem syet.

Det var ret hyggeligt og rimelig let, og jeg er godt tilfreds med resultatet

IMG_20141103_222609

Mine egne børn har fået lov til at vælge en hver, og så skal kusinerne have de to andre.

Jeg skal selvfølgelig have lavet en blå eller grøn til Prutfisen, men indtil videre må han klare sig med en lyserød/lilla. Og den er han nu også ret tilfreds med 😉

IMG_20141103_081858

Når det regner oppe på taget (eller ned i min sko)

Jeg kan virkelig godt li, at jeg har fem en halv kilometer på arbejdet, og derfor kan cykle den og tilbage. Jeg kan godt li at få strukket benene og tømt hjernen inden jeg kommer hjem.

Og jeg kan rigtig godt li, når det ser sådan her ud på min vej

IMG_20141103_081858

Eller sådan her for den sags skyld…

IMG_20141103_161449

IMG_20141103_161341

Men når det regner ind i mine sko, og jeg halvvejs på arbejde opdager, at jeg har glemt min computer, og må ringe til manden og få ham til at tage den med til vuggestuen, og derfor må cykle tilbage og vente (i regnvejr) på at gummistøvler og computer ankommer sammen med mand og børn. Så er jeg ikke længere så vild med min cykeltur!

Så kan jeg godt komme til at vrisse ud mellem sammenbidte tænder, at “man dog skulle have en bil…”

IMG_20141103_081832

Jeg kom dog på arbejde, og det blev en fin nok mandag, selvom jeg mest havde lyst til at køre hjem og sove lidt mere efter den cykeltur…

IMG_20141102_222825

Jeg nåede det næsten!

Klokken er 22:17, og jeg ligger i min seng. Det er faktisk ikke så tit det sker, for jeg er nemlig en klovn til at komme i seng. Og nogle gange er det allerede næste dag inden jeg slukker telefonen og lægger mig til at sove. Til trods for at uret ringer kvart i seks på hverdage. Og det er simpelthen for kort tid at sove!!

Så nu har jeg sat mig selv det mål, at jeg den næste uge vil i seng inden kl 22 (måske plus-minus et par minutter) og lægge mig til at sove halv elleve.

Jeg er spændt på, om jeg kommer til at få mere energi, eller om jeg blot bliver træt af at miste de par timer om aftenen. Det må vi se på på søndag :-)

Nu vil jeg i hvert fald sove. Manden hopper rundt nede i stuen og øver sig i at danse til Dare You, som han skal undervise i i morgen. Det er hyggeligt!

IMG_20141102_222825
 

Jeg vil være lige så god til at sove som de her to 😉 (Billedet er fra efterårsferien i Italien)