Ja, her er hverdagen i gang for fuld skrue. Logistik og madpakker, tidlige morgener og sene aftner. Men heldigvis også masser af kys og kram – og for det meste også tid til voksen-tv-(strikke)-hygge i sofaen om aftenen.
– Så pyt med at vi er blevet alt, alt for dårlige til at gå i seng, og derfor langt fra sover 8 timer hver nat. Vi klarer den.
Weekenden startede allerede torsdag aften med en febervarm dreng, der endte med feberkramper kl 2 natten til fredag. Så jeg var en tur hos vagtlægen med ham, men da vi havde prøvet det før med Sveske (da hun var 1,5 år) og Prutfis var vågen og snakkede om biler hele vejen til Lægevagten, tog vi det roligt og blev sendt hjem i seng igen.
Mere logistik for at få fredagen til at hænge sammen, forældre, der arbejder på skift og er hjemme ved syge børn på skift. You know the rythm, I guess!!
Desværre fik han endnu et krampeanfald tidlig eftermiddag fredag, så jeg var på modtagelsen og børneafdelingen hele fredag eftermiddag med en meget træt, varm og slatten dreng.
Sådan sad vi 2 timer på en stol, inden vi kom over på børneafdelingen.
Ind i mellem vågnede han og var forholdsvis frisk, og spiste en pakke rosiner eller et halvt æble, og så var han parart til at sove videre. Mellem de forskellige undersøgelser – som han virkelig tog pænt.
Lægen gav en is – som kun blev næsten spist.
Vi kom hjem fredag aften, og det er gået meget bedre siden. Feberen er ikke helt væk, men han er mere sig selv. Back to (næsten) normal, og kan endda blive temmelig hidsig over selv de mindste ting.
Hjemme igen og næsten frisk.
Vi er alle samlet hjemme nu, og resten af weekenden håber vi på at kunne tilbringe sammen alle 4 og uden feber og kramper.
Mandag ligger jo og lurer, og så starter den hektiske hverdag forfra. Møllehjulet med alle gentagelserne. Rytmer, som til tiden kan give en følelsen af kun at være med, ikke spille hovedrollen og bestemme vejen selv. Men som heldigvis også bringer en masse dejlige gentagelser, gode stunder, luft under alles vinger, hyggelige eftermiddage og perspektiv til weekenderne, så de skattes og værdsættes om muligt endnu højere.
Hverdagen – den er jo trods alt i overtal, og vi kan faktisk godt li den. For det meste.