Monthly Archives: juni 2013

20130628_122556

Glad feriebarn

I dag fik jeg hentet glad feriepige hvem fra børnehaven. Hun var helt oppe at køre på feriestemning og boller med pålægschokolade! Og dejlig var hun også. Sig selv faktisk, glad som hun så ofte har været når vi har hentet hende i vuggestuen.
(At begge unger så stort set ikke har sagt andet end “wrrr, wræ” hele eftermiddagen er en anden historie…)
Hun er helt med på at hun skal i en anden børnehave efter sommerferien. Jeg ved at det er en rigtig god beslutning vi har taget. Og jeg håber inderligt, at hun bliver lige så glad for at gå i den nye børnehave, som hun har været for vuggestuen!!

20130626_154908

Nu HAR vi prøvet dét!

Vi vil gerne tilbage til vuggestuen. Jeg vil i hvert fald gerne!!

Tilbage til dengang, for ikke engang en måned siden, hvor vores næsten 3 årige datter gik i vuggestue, og vi kunne hente en glad pige, der stor-hyggede sig med sin bedste ven A, eller nogle af de jævnaldrende piger. Hvor der var glade voksne, der virkede interesserede i og kærlige overfor vores pige. Hvor hun kendte alle de andre børn på alle vuggestuens stuer, og hvor der var mange forskellige at lege med.

For selvom de voksne i børnehaven virker rare, så er de slet ikke den tryghed, som både sveske og vi kender fra vuggestuen. Der er ikke den samme tid til hvert barn, der er mange store børn, der kender det hele allerede, og der er ikke de samme tætte bånd af tryghed, nærhed og ro, mellem (vores) barn og de voksne, som vi var så glade for i vuggestuen.
De sidste tre dage jeg har hentet sveske, har hun været alene. Alene inde efter en bog, alene på toilettet, eller som i dag, alene i en hule af bænke og presenninger på legepladsen. Klokken har også været mere end halv fire, så der har ikke været så mange børn tilbage i børnehaven, da hun blev hentet (WHAT??? arbejder de andre forældre dog ikke…?).
Det gør svine-ondt i mit hjerte, at se min glade, sociale pige forvandlet til en lille, trykket pige alene under en presenning. (Nu ligger jeg dæleme også og tuder…) Jeg tror nu dybest set, at hun sad og hyggede sig der. De siger hun hygger sig i løbet af dagen. Hun er ikke meget for at blive afleveret om morgenen – skriger dog ikke mere, men holder meget godt fast i mig, meget længe – og hun er meget glad for at blive hentet.
I morgen er andensidste dag inden sommerferien og i det hele taget, og fredag holder hun afslutning i børnehaven. For efter 4 1/2 uges sommerferie, starter hun i en ny børnehave. Det er samme sted hvor Prutfis går i vuggestue.

Jeg håber virkelig at lidt ferie og et nyt skift giver os vores dejlige, glade pige tilbage!!

NB!
Jeg ved godt at hun skal igennem det her, og at det pludselig bliver bedre. At hun skal vænne sig til at være ny og lille. At det på ingen måde hjælper at skåne hende fra det. Men jeg har lyst! Meget lyst!
I stedet trøster jeg os begge med is. Vi elsker is!

Jeg håber hun får en fantastisk sommer fyldt af ubekymret glæde, kærlighed og nærhed, tryghed og masser af is. Jeg skal i hvert fald gøre mit for det!

Jeg er så glad for min cykel, man kommer hurtigt langt omkring…

Jeg er virkelig, virkelig glad for min cykel, og for at bo i cykleafstand til mit arbejde. Bare ikke de dage hvor der er snestorm, orkan eller skybrud, og jeg skal hente begge unger. Eller de dage hvor cyklen er flad. Heldigvis er der få af den slags dage.

I dag blev cyklen så flad. Jeg skulle skynde mig tidligt hjem og overtage sygepasser-jobbet for Prutfis (der for øvrigt ikke har haft feber i dag), og så blev den pludselig meget tung, cyklen. Og så var den dæleme flad.
Da jeg havde fået manden sendt på arbejde, tog jeg en beslutning om, at jeg ikke magtede at lappe cykel med utidig-syge-baby-dreng på armen. Derfor cyklede vi til cykelhandleren – eller det vil sige, jeg pakkede skrigende barn bag på cyklen, lænede cyklen på ad skraldespanden, pumpede cyklen og skyndte mig at køre, inden hjulet var fladt, og jeg måtte gentage. 3 gentagelser blev det til. Og Prutfisen var slet ikke utidig (længere)!
Så afleverede jeg bare cyklen hos cykel-manden, der fiksede det lille problem, mens Prutfisen og jeg købte bananer og chokolade.
Det var let. Dæleme, det var LET!!

Jeg plejer at gå meget op i, at jeg sagtens kan lappe cykel selv – og det kan jeg faktisk sagtens. I dag gad jeg bare ikke. Det andet var for let.
Ja, jeg er rigtig blevet doven og luksus-agtig. Eller bare træt og mor-agtig. Let var det i hvert fald.

Faktisk så let, at jeg har afleveret cyklen dernede allerede igen her til eftermiddag. Den skal have nye eger på baghjulet og en ny kædeskærm. Det bliver godt. Jeg ved det, den kommer til at fræse af sted!!

20130623_194819

Vi trænger til en ny weekend

For denne har været brugt på at forældrene arbejdede på skift, en køretur til den anden ende af landet for at besøge børnenes oldemor, der er syg, leg med venner, jordbærplukning og trætte forældre.
Og nu har vi igen et barn med feber. Sidste uge var det Sveske, nu er det lillebroren, der er kogende og sover uroligt.

Vi trænger til flere fridage, hvor vi alle 4 har fri og er raske. Godt at sommerferien er på vej liiige om lidt!!

20130614_202302

Ny sengerand

I sidste uge syede jeg denne sengerand til Prutfisens seng færdig. Det var inden min symaskine gik ned.
Den havde længe ligget på vores skænk og kigget på mig. Jeg ventede på, at modet til at sy de to lag pladevat sammen, skulle komme til mig. Først var der mange stropper, der skulle laves og sættes fast, og efterfølgende skulle de to lag stof og to lag pladevat syes sammen.
Jeg undlod at lave en stikning rundt i kanten, som jeg egentlig havde tænkt jeg ville, fordi jeg var bange for at den ville blive skæv og dermed grim. Det fungerer faktisk også fint uden stikning.
Stoffet med dyrene er fra et IKEA-dynebetræk vi har arvet, som ikke passede til nogle af vores dyner. Det blå stof er lagenlærred.

Jeg er blevet rigtig tilfreds med den, og det er Prutfis også. Han bliver ikke forstyrret at dyrene, som jeg ellers lidt havde frygtet. Og aller BEDST af alt er, at sutterne nu for det meste bliver i sengen (!), når han taber dem i løbet af natten. At ligge og rode efter en sut inde under hans seng midt om natten, var faktisk den største motivation for at få sengeranden syet færdig.

20130619_142146-1

Hygge-sygedag

I dag har jeg været hjemme sammen med Sveske, der har haft feber siden mandag. Egentlig havde hun det fint i morges, men til middag var hun igen kogende. Heldigvis ligger jeg ved siden af hende nu, og nu hun er kun en lille smule varm.

Dagen i dag gik med at spise mini flødeboller, rydde en lille smule op i noget af alt mit garn, sove middagslur og hvile en time sammen efterfølgende, samt at sy et par nye shorts til sveske. Siden hun så sin lillebror i de prikkede bukser, han har arvet fra sin storesøster, ønskede hun sig også nogle prikkede shorts. Hun hjalp lidt med at klippe stoffet, og da det blev for kedeligt, så hun Teletubbies.
Mønsteret på bukserne er de samme  som sommer-bukserne, blot med kortere ben. Og læg i siden af bukserne, for at gøre dem lidt posede uden at sætte rib i benene.
Jeg nåede lige at blive færdig med syningen, inden symaskinen helt stod af. I hvert fald begyndte den at sige underlige lyde og sy grimme sømme. Så den skal af sted til eftersyn/fix-det-hurtigt-please,please,please i morgen, og så Sveske må leve med at syningen i livet blev grim, da jeg syede den to gange. Pyt!

Jeg håber at hun er frisk i morgen, den lille Sveske!! Selv om hun ikke er så påvirket af det, så har det været høj feber, og en træt og lidt utidig pige vi har haft til eftermiddag.

20130615_234338-1

Firkantede hæklerier

Jeg forsøger mig med hæklede firkanter, efter jeg så dette tæppe hos Lutter Idyl.
Dog tænker jeg, at mit tæppe bliver væsentligt mindre. HVIS altså det lykkes. For jeg synes de krøller lidt rigeligt…

Firkanten blev pillet op og hæklet et par gange, mens jeg forsøgte at følge med i en Batman film samtidig. Det blev mest til hækling, men det er også det jeg elsker ved sofa-projekter.

20130614_205400-1

Sommer-bukser

Vores dejlige pige er blevet 3 år. Hun er 3 år, 16,7 kg, 1 meter og verdens dejligste pige.
Hun har fået så lange ben, at hun er vokset ud af de fleste af sine bukser.

De lange ben krævede flere nye bukser, så jeg måtte i gang ved symaskinen. Det er skønt at lave noget, som ungerne faktisk mangler.
I går og i dag blev de endelig helt færdige. To par lange bukser og et par shorts.
De lange bukser er ligesom dem her, selvom faren mente det var natbukser. Det mener han så også, at de lyserøde er. Tsk, tsk. Det ligner måske lidt, men de er gode til sommeren. Lette i stoffet, og lette selv at tage på og trække op. Det er alle 3 par. Det er nødvendigt når man nu går i børnehave.

Anyways, så passer begge de lange bukser perfekt. Og jeg er specielt vild med de lilla med ræve og pindsvin. Det var en rest jeg fandt billigt i stof2000.

Shorts’ene (eller hvad sådan nogle nu hedder), er jeg fint tilfredse med – selvom det slet ikke var sådan, det var meningen, de skulle blive.
Jeg ved ikke hvad der gik galt da jeg skulle sy dem sammen. Mønsteret er det samme som de lange bukser. Jeg tog bare lidt af længden. Men, men, men, de er meget bredde i livet. Jeg tror måske, at jeg fik byttet om på skridtsøm og bensøm. De er dog alligevel blevet fine knickers, med læg ved knæene. Og de har, i modsætning til disse, den rigtige længe.

At være far, når mor er bedst

Pt er det lidt utaknemmeligt at være far her hos os. Jeg tror han ellers er verdens bedste, kærligste, tålmodigste og aller mest fantastiske far. Han glemmer alt omkring sig, når de unger har brug for ham (eller faktisk. bare de er tilstede).

Men nogle gange er det mor der skal alt.
Jeg forsøger at nyde det. Lige pludselig er det måske far, der er bedst….