Monthly Archives: august 2012

Så ser man lige mig

…der ikke har været ved frisøren i hundrede år. Dels fordi jeg er for nærig til det, dels fordi jeg har været gravid de sidste mange måneder. Og som min veninde siger, så skal man aldrig blive klippet mens man er gravid. For så bliver man bare fed med kort hår. Og hvem gider lige være det? Ikke mig.
Så nu er mine hårspidser efterhånden så ødelagte at jeg ikke kan tage nogen steder med det garn. Det minder mest om tørt hø – og det har endda næsten også farven. Så nu skulle det altså være.
Men det var åbenbart slet ikke så let. For da jeg i fredags begav mig ned til frisøren lige rundt om hjørnet. Og som jeg aldrig har set have kunder, så havde hun ikke engang tid… Nå, så blev det ikke fredag. I stedet ringede jeg og bestilte en tid til i går. Troede jeg. For det viste sig nemlig at jeg havde bestilt til en anden frisør end den jeg gik ind til i går formiddag kl 10.15. Ok, navnene minder ret meget om hinanden, men alligevel. Dælme dumt!! Og i stedet havde jeg så booket tid hos en af byens aller dyreste frisører. Og dér blev jeg godt nok lige en ekstra gang for nærig.
Ja, så det blev heller ikke i går jeg blev klippet. Nu har jeg en tid på tirsdag (fandt godt nok ud af at det et lige oveni mødregruppe-møde, men nu aflyser jeg altså IKKE igen) – jeg krydser fingre for at det lykkes denne gang. Og at det bliver pænt!

100meter-is

Jo, jeg fik skam tid til at lave lakridsis i går. Og jeg ved ikke hvorfor jeg har skudt det sådan foran mig. For altså, det smager virkelig himmelsk!! – og det var super nemt at lave. Jeg sendte manden og sveske i kælderen med vasketøj, og så var det stort set færdigt da de kom i igen.
Så svigerfamilien blev forkælet med is med rabarbersuppe til eftermiddagskaffen denne søndag. Og også der var den et hit.
Og nu har jeg så lige nydt en portion til mændenes 100m løb.

Opskriften er en min far vist har fundet i Stiftstidende..




Med dobbeltklæbende tape

Min mand (jeg må snart finde et fint navn til ham…) er blevet inspireret af at besøge sin søster i deres splinter-nye lejlighed. Hvor der selvfølgelig ikke var nogen overflødige ting på køkkenbordet. Fordi de kun lige var i gang med at flytte deres ting ind i lejligheden. Vi har i vores leje-lejlighed et nyt og fint køkken, men der ligger så meget rod på bordene hele tiden (åbenbart). Så han gik i gang med at rydde op og smide ud (han skulle lige stoppes inden mine ting røg i samme retning). Det ligner ikke ham at få sådan nogle idéer – så jeg nød bare initiativet.

De ting der ikke bare lige kunne smides ud blev sat op med dobbeltklæbende tape. Er specielt vild med radio-løsningen. Den blev hængt op på enden af skabet… (meget forsigtigt begyndende handyman der…)



Første dag udskudt

Ja, det blev alligevel ikke sveskens første dag i vuggestuen i går. Hun var ellers taget af sted med sin far – dog ikke helt vildt glad, og også lidt brokkende. Og faren var heller ikke helt sikker på at idéen var god…
Så selvom de havde pakket madpakke, bleer og ekstra tøj på cyklen, så vendte de hjem igen efter små 5 min. Da cykelhjelmen skulle sættes på det lille hoved, kom et stykke af hage-huden med. Det gjorde ondt på den lille sveske. Men også på hendes far. Så da hun var utrøstelig, vendte de hjem igen, og tog i stedet i badeland og havde en skøn formiddag.

I dag blev så i stedet første dag. Og jeg fik lov til at aflevere. Det gik bedre end jeg havde frygtet. Dukken skulle selvfølgelig med derned – men måtte komme med hjem igen, da han jo ikke r indskrevet i vuggestuen  😉 så han kom alene bag på cyklen hjem.
Vi landede lige dernede og snakkede lidt om sommerferien. Sveske fortalte stolt at hun havde badet i en stor vandpyt (på stranden). Farvellet gik ok. Hun så noget ked ud, men kom næsten med et smil da hun vinkede ud gennem vinduet i døren ind til Myretue-stuen. Og da hun skulle hentes tidligt, ville hun selvfølgelig ikke med hjem. Dejligt at hun har det godt dernede, når først hun kommer i gang. Men hvor var det også bare dejligt at få en lille glad pige hjem igen!!